Lærebog i Jordarbejde og Fundering
til Brug ved Undervisningen i Det Tekniske Selskabs Skole

51 siden ind mod Skraaningen, idet man begynder fra neden og lægger dem i vandrette Skifter med veks- lende Stødfuger. De lægges saa tæt sammen som muligt, og hvert enkelt Skifte afstikkes for sig efter en Snor. Hvis Skraaningen kan blive oversvømmet, 1» saa der er Fare for, at Tørvene skylles bort, maa man fæste dem til Skraaningen ved at ramme en slank Pæl gennem hver. Undertiden anvendes Be- stikning med Halmbaand, der føres i Zigzag over to og to af Rækkerne og fæstes med Pæle, dannede af kløftede Grene (Fig. 30). Til en Beklædning med Lagtørv kan 30 cm Tørv deles, saa at Lagets Tykkelse bliver 15 cm (Fig. 31). De lægges med Græssiden nedad, undtagen det øver- , ste Lag, hvor Græssiden vendes opad. En saadan Beklædning kan anvendes til Skraaninger, der af og til paavirkes af rindende Vand, eller ved lave Skraaninger, hvor Anlæget skal være mindre end det naturlige for Jordarten. Stenbeklædning er det bedste, men ogsaa det Stenbe-r kostbareste Beskyttelsesmiddel for Skraaningerne; den klædning, anvendes, naar disse er særlig stærkt udsatte, særlig for Beskyining. Ved tørtliggende Skraaninger har man undertiden anvendt Stenbeklædning for at kunne nøjes med mindre Anlæg end sædvanlig. Man kan her bruge almindeligt Stenglacis eller Beklædning med Mursten. Ved Skraaninger, der stadigt beskylles, maa an- vendes en solid Stenbeklædning, der i Reglen ud- > føres af naturlige Sten (f. Eks. Granit) som sammen- hugget Glacis af 20—30 cm Tykkelse. Det bygges af kløvede Sten, der vender en Kløveflade opad og tilhugges langs Randene, saa de passer sammen med smalle Fuger, der undertiden udløbes med Cement- 4* CF