Lærebog i Jordarbejde og Fundering
til Brug ved Undervisningen i Det Tekniske Selskabs Skole

79 -da gerne i Stedet for Flager lodrette Planker, der rammes „eet paa to“ eller bedre ved Siden af hin- anden, forbundne med Fjeder og Not. Disse Planke- vægge — Spunsvægge — bliver som Regel meget tætte, navnlig fordi de enkelte Planker kan drives bedre ned i Grunden end Flagerne; de støttes for- oven af paaboltede Tvingere. Ved større Vand- dybder kan denne Konstruktion imidlertid ikke an- vendes, da Plankerne bliver for lange og som Følge deraf vil bøje sig udad paa Grund af Jordtrykket. Man anvender da undertiden Flager, bag hvilke man rammer lodrette Planker, der drives saa godt ned i Grunden, som det lader sig gøre, og saaledes tætter Fangedæmningen paa dens vanskeligste Sted, nem- lig ved Bunden. Paa store Vanddybder indskydes undertiden en Mellemvæg i Kassefangedæmningen, der herved bliver tættere (Fig. 56). Man behøver kun at føre den ene Halvdel af Fangedæmningen op til fuld Højde, og denne Del kan da afstives mod den lavere Del ved Skraastivere. Den høje Del bygges først, derefter sænkes Vandspejlet saa meget, at den lavere Del kan udføres. Bestaar Bunden øverst af et blodt Lag, maa dette fjernes, da der ellers vil kunne strømme Vand ind i Byggegruben gennem 'dette Lag. Til Fyld i Fangedæmningerne anvendes Ler, leret Sand eller rent Sand. Bruges Ler, maa man sørge for, at alle Klumper bliver slaaede i Stykker, saa at Lejringen kan blive tæt. Ved Sand trænger der lettere lidt Vand igennem, saa det bør ikke anvendes, hvor der pumpes med Haandkraft, hvorimod det godt kan an- vendes, hvor der pumpes ved Damp. Fangedæmningens Hjørner er de vanskeligste at