Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 108 BENJAMIN FRANKLIN sæk, saadan som det var lovet ham. Den noble Guvernør havde uden videre ladet ham i Stikken. De glimrende Udsigter var vejret hen, og Franklin maatte tage haardt fat i sit Fag for at klare sig — især da en Ven af ham, som var fulgt med fra Amerika, og som havde en ulykkelig Kærlighed til Digtekunsten, hjalp til at tømme hans Pung. Halvandet Aar var Franklin i London, og det blev i flere Henseen- der en betydningsfuld Tid for ham. Han kom i Forbindelse med en Mængde Folk af alle Stænder og Stillinger og udvidede sin Menneske- kundskab; han fik en betydelig teknisk Dygtighed i sit Fag, men Stor- byens lette Moral havde ingen god Indflydelse paa hans Karakter. I Tide tog han sig dog sammen. En ældre Forretningsmand af Kvæ- kernes Sekt, som han havde gjort Bekendtskab med paa Overrejsen, og som havde fulgt hans Færd i London, tilbød ham en Plads i sin Forretning i Filadelfia, og da Franklin selv var grundig ked af Stor- stadslivet, vendte han med Glæde tilbage til Amerika. Det var i 1726. Hans Virksomhed i den gamle Kvækers Forretning blev ikke af lang Varighed. Principalen døde, og Franklin tog sit gamle Haand- værk op. J aa Aar efter lykkedes det ham ved at gaa i Kompagni med en anden Bogtrykker at faa Udgivelsen af en Avis i Gang: Penn- sylvania Gazette, og nu var han inde paa sit rette Felt. Bladet var langt smukkere trykt og bedre udstyret, end man var vant til at se, men ogsaa mere indholdsrigt og afvekslende. Der var forstandige »Ledere« om Byens og Koloniens indre Sager, fornøjelige Anekdoter, moraliserende Digte og Smaastykker. Naturligvis skyldtes en stor Del af Indholdet Franklins Pen og er præget af hans brede Lune. Ogsaa her drog han jævnlig i Strid, men der er ingen personlige Angreb af den Slags, som hans Bostonblad havde gjort Lykke med det er menneskelige Fejl og Laster i bred Almindelighed, som han retter sin Klinge imod. Franklin var tidlig moden, hans Udvikling var gaaet hurtig. Ynglingeaarenes skarpe Satire var derfor snart gledet over i en mere overbærende Humor. Faa Mennesker har vel haft en saa udpræget Sans for Humor som Franklin. I mangfoldige af lians Breve og Opsatser — selv om alvorlige Emner — former Ud- trykkene sig i halvt spøgefulde Billeder, mildner med en godmodig Vending den Kritik, han har rejst, — trøster med en Spøg, hvor han har maattet male Udsigterne mørke. Uden Tvivl har hans lyse Vid og venlige Humor en stor Del af Æren for hans glimrende Løbebane, ved at aabne Folks Øren og Hjærter for ham, hvor han kom frem, — da han som ung Mand skulde arbejde sig op i Hjemlandet, og da han som gammel og berømt skulde vække og bevare Franskmændenes Sympati for sine kæmpende Landsmænd.