Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

GIFTERMAAL 109 Denne Humor var intet tillært Kunstprodukt, den udsprang na- turligt af hans urokkelige Sindsligevægt. Stærke og voldsomme Fø- lelsesudslag kendte lian ikke. De politiske og sociale Idealer, han kæmpede for, valgte han sig efter grundige, helt snusfornuftige Over- vejelser. Han var intet Geni, der, halvt i Blinde, famlede efter uanede Sandheder og kastede Lys over Menneskelivets Dybder, men han var en utrættelig Praktiker, der arbejdede for sit eget og andres Vel imod Maal, der syntes ham fornuftige og opnaaelige. Han var en varmblodig Natur og havde adskillige Kærligheds- historier, men der staar aldrig nogen Glans af Romantik over dem. Sin Kæreste glemmer han. rent, medens han er i London, og da han nogle Aar efter Hjemkomsten tænker paa at gifte sig, gør han et over- ordentlig koldblodigt Forsøg paa at skaffe sig de hundrede Pund, som han skylder paa sit Trykkeri, gennem et Ægteskab med en ung Pige, der anbefales ham af en bekendt. — Først da dette ikke vil gaa i Or- den, vender han sig til sin gamle Kæreste, der i Mellemtiden havde giftet sig, var blevet forladt af sin Mand og levede under ulykkelige Forhold. Partiet var ulige, men der kom nogenlunde Balance, idet han medbragte en uægte Søn til Opdragelse i det nye Hjem. Han fik i sin Deborah en dygtig og trofast Hustru, der utrættelig hjalp ham i hans daglige Arbejde. »Det er en. Nydelse for mig at tænke paa« — skriver han til hende — »at jeg engang har været klædt fra Top til Taa i uldent og Linned af min Kones Fabrikat, og jeg har aldrig været saa stolt af nogen Dragt som af denne.« — Følge ham i hans politiske og videnskabelige Interesser kunde hun ikke, hendes Dannelse var ganske jævn, men Forholdet mellem Ægtefællerne var altid venligt og godt. »Vi er blevet gamle sammen, og hvis hun har Fejl, saa er jeg i hvert Fald blevet saa vant til dem, at jeg ikke kan se dem. Jeg begynder virkelig at tro, at hun ingen har.« Saaledes omtaler Frank- lin hende til en god bekendt. Nøgternt og fornuftmæssigt som hans Kærlighedsliv var ogsaa hans stadige og ihærdige Forsøg paa at naa moralsk Fuldkommen- hed. En lang Tid i sin Ungdom førte han omhyggelig en Karakter- bog over alle tænkelige Dyder for at kontrollere sin Fremgang eller Tilbagegang i dem. Af praktiske Grunde lagde han særlig Vægt paa een Dyd ad Gangen; hver af dem havde sin Uge, hvor der fortrinsvis skulde drives paa den. Den strænge puritanske Moral fra Barndoms- hjemmet holdt ham stadig fast, skønt han aldrig vendte tilbage til Kirketroen. Sit hele Liv viste han den største religiøse Taalsomhecl til alle Sider, støttede alle Trossamfund uden Forskel med Gaver til