Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

114 BENJAMIN FRANKLIN maatte staa i Forbindelse med Elektriciteten, og i.Juli 1750 samler han sine indvundne Erfaringer i et Brev til Collinson. Han sammenstiller alle de Ligheder, han har fundet, mellem Ly- net og den elektriske Gnist. De er begge lysende, og deres Lys har samme Farve. Deres Retning er brudt, og Bevægelsen hurtig. De ledes af Metaller, giver Lyd, idet de frembringes, gaar igennem Vand og Is, sønderdeler de Legemer, de passerer, slaar Dyr ihjel, smelter Metaller, stikker Ild paa antændelige Stoffer og smelter Svovl. Der mangler egentlig kun eet Lighedspunkt. Elektriciteten tiltrækkøs af Spidser, men vi ved ikke, om det samme er Tilfældet med Lynet. Sand- synligheden taler for, at det forholder sig saaledes. Hvorfor ikke prøve det? Han gør et Forslag til et saadant Forsøg, der altsaa skulde føje det sidste Led ind i Bevisrækken for, at Lynet er en elektrisk Virk- somhed. Det gaar i Hovedtrækkene ud paa, at der skal rejses en til- spidset, isoleret Metalstang af 20—30 Fods Længde paa Toppen af et højt Taarn. Hvis en forbidragende Tordensky gør Stangen elek- trisk, vil en Mand kunne paavise det ved at trække Gnister ud af Stan- gen, naar han fører en Metalledning, som han holder i et Haandtag af Voks, hen til den. I samme Brev foreslaar lian Anvendelsen af Lynafledere. Det var lykkedes Franklin at udlade en stor elektrisk Cylinder ved at nærme en lille tilspidset Metalstang til den i et Par Tommers Afstand. Han drager den Slutning af Forsøget, at man niaa kunne beskytte Huse, Kirker og Skibe mod Lynnedslag ved paa deres højeste Punkter at forsyne dem med tilspidsede Jernstænger, der er af ledede i Jorden eller Vandet. »Sandsynligvis,« skriver han, »vil disse spidse Stænger ganske jævnt trække den elektriske Ild ud af Skyen, før den kommer nær nok til at gøre Nedslag, og derved sikre os mod denne bratte og skrækkelige Ulykke.« — Franklin havde utvivlsomt Lyst nok til selv at prøve, om hans Teori om Lynildens Natur var rigtig. Men han havde ingen Lejlighed til det. Der var paa den Tid hverken i Fila- delfia eller i hele Pennsylvanien noget Taarn, som kunde bruges til det Forsøg, som han havde foreslaaet. Og Videnskabsmændene i Eng- land forhastede sig ikke. Det kongelige videnskabelige Selskab i Lon- don var kendt med Franklins Breve om hans egne og hans Venners Undersøgelser, men Selskabet havde fundet dem ret latterlige og vilde ikke optage dem. i sine Meddelelser. Brevet fra 1750, som Collinson lod offentliggøre i et lille Skrift, vakte dog baade Opmærksomhed og Anerkendelse i England, men rigtignok i langt højere Grad i Frank- rig. Ludvig den XV lod en Række af Franklins Forsøg udføre i sin allerhøjeste Nærværelse og udtrykte i en Skrivelse til det kongelige