Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

LYNAFLEDEREN 115 Selskab i London sin Beundring for Franklins Begavelse og Lærdom. De franske Videnskabsmænd d’Alibard, Buffon og de Lor udførte det Forsøg, som Franklin havde foreslaaet til Paavisning af, at Lynet er en elektrisk Udladning. De brugte ganske vist ikke noget Taarn men nøjedes med at opstille lange, isolerede Jærnstænger paa højt- liggende Punkter, og det lykkedes dem under Tordenvejr at trække Gnister af dem, ganske som Franklin havde for udsagt det. — Collin- sons Udgave af Franklins Brev spredtes i tyske, italienske og latinske Oversættelser, i alle Lande gentog Videnskabsmændene Eksperimentet med at »drage Ilden ned fra Skyerne« — Professor Richman, i St. Pe- tersborg satte Livet til ved en altfor kraftig elektrisk Udladning — og Franklins Navn blev kendt i alle dannede Kredse i Evropa. D’Alibards Forsøg fandt Sted den 10. Maj 1752. Før Efterretnin- gen om det kom til Amerika, havde Franklin selv fundet en ny Maade at udføre Forsøget paa -■— uden Hjælp hverken af Taarne eller af lange Stænger. En Eftermiddag i Juni 1752 gik han og hans 22aarige Søn ud paa en Fælled, nær ved hans Bolig i en af Filadelfias Forstæder, og satte en Drage til Vejrs, netop som et Tordenvejr trak op. Dragen var lavet af et Silketørklæde over et Kors af let Træ og med en lang, tilspidset Jærntraad i Toppen. Dragesnoren var af almindeligt Seglgarn, men det nederste Stykke af den var en isolerende Silkesnor. Ved Enden af Seglgarnet var der gjort en Nøgle fast. Franklin ønskede ikke no- gen Snak om Forsøget, dersom det skulde mislykkes; han havde der- for ikke andre Medvidere end Sønnen, og Udturen med Dragen var foregaaet i al Stilhed. Paa Fælleden laa der et gammelt Kreaturskur, hvor den, der holdt Dragen, kunde staa i Læ for Regnen, saa at Silke- snoren ikke blev vaad. En Tid lang viste der sig intet Spor af elek- triske Virkninger, skønt en svær Tordensky gik lige over Dragen, og Franklin begyndte at mistvivle om at naa et Resultat. Da saa han pludselig, at de løse Traade i Hampesnoren rejste sig og strittede til alle Sider, som Haaret stritter paa et Menneske, der staar paa en iso- leret Skammel og bliver elektriseret. Han prøvede at nærme en Kno til Nøglen — der kom en Gnist, endnu en — saa mange, som han vilde have. Da Hampesnoren begyndte at blive gennemblødt af Regnen og derfor bedre ledende, blev Virkningerne endnu større. En Leyd- nerflaske stod parat i Skuret, den blev ladet fra Nøglen og gav baade ham selv og Sønnen de herligste Stød, som fuldt ud viste ham, at For- søget var lykkedes — at Tordenskyen deroppe var ladet med det samme mystiske Stof, som han selv samlede, naar han gned sit Glasrør med en ulden Klud. 8*