Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

UAFHÆNGIGHEDSERKLÆRINGEN 123 Vand — vilde fylde et Værk. Naturligvis blev hans videnskabelige Evner taget i praktisk Brug. Han maatte ordne Opsættelsen af Lynafledere paa St. Paujs Katedral og paa Regeringens Krudt- magasiner og give Anvisning paa et Ventilationssystem, der skulde skaffe friskere Luft i Parlamentsbygningen. Stadig var hans Tanker rettet mod, hvad der kunde ophjælpe hans Hjemland. Han sendte store Gaver derover af Bøger og videnskabelige Instrumenter og støttede de unge Amerikanere, der kom til England for at studere. For at skaffe Kolonierne en ny Industri gjorde han et omfattende Arbejde med at faa indført Silkeavl i Amerika og havde den Tilfreds- stillelse at kunne forære Dronningen Stof af amerikansk Fabrikat til en Silkekjole. Da han var kommen hjem, strøg han al Konservatismen af sig og stemte for at tage en aaben og energisk Kamp op mod England. Han blev valgt ind i Kongressen og var med til at vedtage den berømte Uafhængighedserklæring af 4. Juli 1776. Selv ved en saa højtidelig Lejlighed glemte han ikke sit lune Humør. »Nu maa vi være enige,« sagde en af hans Venner, da de skrev under, »vi maa ikke gaa hver sin Vej, men sørge for at hænge sammen.« — »Javel,« svarede Franklin, »hænge sammen maa vi, ellers bliver vi sandsynligvis hængt hver for sig.« — Den 70aarige Mands Kræfter blev udnyttet til det yderste. Fra seks om Morgenen til fire om Eftermiddagen arbejdede han i Kon- gressen eller andre Forsamlinger, naar han ikke var paa Rejser for at ordne Forsvaret eller i andre Hverv, og paa en Rejse til Kanada, som han forgæves søgte at bringe til Oprør mod England, havde han nær sat Livet til. Og endelig valgte Kongressen ham til at rejse til Frank- rig sammen med to andre Udsendinge for at skaffe det nystiftede Stats- forbund Hjælp derfra. Da Franklin hørte, at han var valgt, sagde han til sin Sidemand: »Jeg er gammel og duer ikke til noget, men jeg siger, som Købmændene siger om deres Rester: De kan faa mig for, hvad De vil give.« — Og saa havde han femten drøje Arbejdsaar til- bage! Kongressen kunde ikke have gjort et bedre Valg. Franklins Navn var kendt og æret overalt i Frankrig. Den Mand, der havde draget Lynet fra Himmelen og udtalt Fattig-Richards Visdomsord, var sikker paa en god Modtagelse. Den, lian fik, overgik dog vistnok baade hans og andres Forventninger. Overrejsen var stræng. Chefen paa den lille Orlogsmand, der havde Franklin om Bord, pressede Skibet saa haardt, han kunde, for at gaa klar af de engelske Krydsere. Franklin havde en ussel Kahyt og var meget søsyg — men hver Dag maatte han dog paa Dækket for at