Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

122 BENJAMIN FRANKLIN Men Franklin saa for lyst paa Udsigterne til en fredelig Løsning fra engelsk Side. Han var næppe heller klar over, hvor stærk Be- vægelsen mod England voksede i Hjemlandet, og hans stadige For- sikringer om Koloniernes Lyst til Fred og Forsoning blev mødt med vantro Smil. Naturligvis beredte hans mæglende Stilling ham Van- skeligheder. Torypartiet ansaa ham for den egent- lige Ophavsmand til Uro- lighederne i Amerika, og for de voldsomste Fri- hedsmænd i Kolonierne var han ikke nær radikal nok. De fleste saa dog med Tillid hen til ham, og efterhaanden udnævn- te flere af Staterne ham til deres Agent. Efter et sidste mislyk- ket Forsøg paa at faa et Forlig i Stand rejste han hjem i April 1775, netop i rette Tid. Kort efter hans Afrejse kom Efter- retningen om Træfningen ved Lexington til Eng- land, og Regeringen, som kun ventede et Paaskud til at sikre sig hans Per- son, vilde nu ikke have tøvet med at gøre det. Det var sikkert med Sorg, at Franklin forlod England og alle de gode Venner, han havde der. Franklins Haandskrift. Brevet indeholder hans Undsigelse til en engelsk Ven: De er Medlem af Parlamentet og hører til den Majoritet, som har dømt mit Land til Undergang. I har begyndt at brænde vore Byer og myrde vort Folk. — Se paa Eders Hænder. — De er plettede af Eders Frænders Blod. — De og jeg har været Venner gennem mange Aar. — De er nu min Fjende og jeg er Deres. B. Franklin. Han var i den Grad søgt som Selskabsmand, at han havde en Invitation til hver Dag, og Politikere, Videnskabsmænd og Eng- lands højeste Adel satte lige stor Pris paa hans aandrige og vit- tige Selskab. Hans offentlige Hverv gav ham Tid nok til viden- skabeligt Arbejde, og en Beretning om alle lians Undersøgelser — lige fra ganske nye Teorier om Forkølelsessygdommes Oprindelse til Forsøg med Skibes forskellige Sejlhastighed i dybt og i grundet