128
BENJAMIN FRANKLIN
ved times dem. Endnu ni Dage før sin Død skrev han et langt Brev
med indgaaende Forklaringer af et Punkt i Fredstraktaten med Eng-
land.
Dog følte han sig tilsidst saa træt og forpint, at han selv ønskede,
at Døden maatte komme. Hans bedste Opmuntring var de seks raske
Børnebørn, som legede omkring hans Sygeseng, og som maatte stave
deres Lektier igennem med ham. Hans Datter ydede ham den øm-
meste Pleje.
Den 17. April 1790 gjorde en akut Lungesygdom Ende paa Frank-
lins Liv. En Sørgeskare paa 20 000 Mennesker fulgte ham til Jorden,
og Kongressen paabød Landesorg over hele Unionen i en Maaned.
Frankrig deltog i Amerikas Sorg. I Nationalforsamlingen rejste
Mirabeau sig og foreslog Forsamlingen at bære Sorg i tre Dage for
den Genius, der havde befriet Amerika og udgydt Strømme af Lys
over Europa, og som nu var vendt tilbage til Guddommens Skød.
Han hyldedes ogsaa ved allegoriske Billeder, hvori Kunstneren
rigtignok let overskred Grænsen mellem det ophøjede og det latter-
lige. Omstaaende Billede har Nutidens Mennesker i alt Fald vanske-
ligt ved at tage alvorligt, og man tør vist gaa ud fra, at Franklin selv
vilde have moret sig over det.
Den Revolution, der blussede op i Frankrig, havde ængstet Frank-
lin i hans sidste Levedage. Han naaede at høre om dens første blo-
dige Gerninger, og han var fuld af Bekymring for, hvad der skulde
blive af Frankrig, og hvordan det skulde gaa hans mange Venner der.
Selv var han en Oprører, men af dem, der forstod at rejse noget
bedre, hvor det gamle var fældet. Det Arbejde, han gjorde i Viden-
skabens og Samfundets Tjeneste, var ikke fantastiske Teoriers Døgn-
værk; det lagde Grund, som senere Slægter kunde bygge paa.