Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

SIDSTE AAR 127 straalede af Friskhed og Vid og manede idelig til Enighed og Sammen- hold. Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i hans Liv, da Konstitutio- nen efter lange og besværlige Forhandlinger blev undertegnet. Medens de sidste Medlemmer skrev under, sad han og saa hen paa Præsident- stolen, hvor der var malet et Billede af en Sol, halvt over Horisonten. »Jeg har atter og atter,« sagde han til de nærmeste, »siddet og set paa det Billede, snart i Haab og snart i Frygt, uden at kunne afgøre, om det var en opgaaende eller en nedgaaende Sol. Men nu er jeg lykke- lig, for nu ved jeg, at det er en Sol, der gaar op.« — Franklins Hu- stru var død under hans andet Ophold i England. Efter Hjemkomsten fra Frankrig levede han i sin Datters Hjem. De sidste to-tre Aar maatte han næsten uafbrudt holde Sen- gen og led til Tider meget, men han be- Fransk Allegori. Franklin kan ikke dø! Døden har grebet Franklin og er ved at drage ham til Underver- denen. Amerika knæler og beder Døden spare hendes Befrier. Fama flyver i Luften og forkynder den store Franklins Ry. Filo- sofiens Genius og en Kriger græder ved Foden af et Monument med en Lynafleder. Frankrig griber Franklin i sine Arme og bærer ham mod Himlen. varede sin Friskhed og Aandsli vlighed, kunde samtale med sine Venner og med de mange udmær- kede Mænd, der alle Vegne fra valfartede til ham, og udsendte fra sin Sygeseng væg- tige og vittige Indlæg i de Spørgsmaal, der var oppe i Tiden. Han var Leder af et Selskab, der arbejdede for Negerslaveriets Kaar og formede som saadan et Andragende til Kongressen om Afskaffelsen af Slaveri og Slavehandel. Og da et Kongresmedlem havde forsvaret Negerslaveriet og hævdet, at det ikke blot var tilladt, men endogsaa anbefalet i Bibelen, skrev Franklin, tre Uger før sin Død, en af sine mest glimrende Satirer mod ham. I en fingeret Tale lader lian de algierske Sørøvere forsvare deres Ret og Pligt efter Koranen til at gøre alle Kristne til Slaver, idet de priser den store Lykke, som der-