Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 126 BENJAMIN FRANKLIN Nu var Frankrigs Betænkeligheder forbi. To Maaneder efter var Forbundstraktaten med Fristaterne i Orden. Dette var Vendepunktet i Krigen, skønt Krigslykken var skiftende nok i de følgende Aar, og Frankrigs Hjælp ikke blev saa kraftig, som Amerikanerne havde haabet. En Tid efter Traktatens Afslutning blev Franklins to Medagenter kaldt tilbage til Amerika. Det gav ham roligere Arbejdsvilkaar, og det kunde nok behøves. Han havde et uhyre Arbejde at udføre. Der skulde rojscs det ©ne Pengolaan efter det andet — og det blev mere og mere vanskeligt — han skulde sørge for Udrustning og Repara- tion af Fristaternes Krigsskibe, der havde Tilhold i Frankrigs Havne, sælge deres Priser og udveksle deres Krigsfanger; han førte de stadig løbende Fredsunderhandlinger med England. Og ingen kunde er- statte ham. Ingen nød som han en ubetinget Tillid i alle franske Kredse, og hans store Menneskekundskab og forsonende Humor bragte ham over Skær, hvor enhver af hans, mindre behændige, Landsmænd vilde være strandet. Og dog fik han Tid til under alt dette at være Skønaand. Han var flittig Gæst i Paris’s »Saloner« og fandt sig hurtig til Rette i den lette, muntre og overfladiske Tone, der herskede i det gode Selskab. Han morede sig med at skrive smaa Æventyr og Allegorier, der vakte stor Henrykkelse i disse Kredse — trykkede dem undertiden selv med en lille Haandpresse, som han havde i sin Bolig — og fuskede i Lægekunsten med at give Patienter elektrisk Behandling. Den 3. September 1783 sikredes Fristaternes Uafhængighed ved Freden i Paris. Men først i Juli 1785 fik Franklin en Afløser og kunde drage hjem. Hans Afrejse blev et Triumftog som hans Ankomst. Hvor han kom, flokkedes Mængden for at faa et Glimt at se af den berømte Mand, der rejste i en af de kongelige Bærestole, baaret af to Muldyr. Anden Rejsemaade taalte han ikke, saa forpint var han af Gigt og Stensmerter. Sørejsen gjorde ham imidlertid godt, og han kom taalelig rask hjem. Straks efter Hjemkomsten blev han valgt til Guvernør i Penn- sylvanien. I 1787 var han Medlem af den Kommission, der skabte den endelige Fællesforfatning for de forenede Stater. »Det offent- lige har fortæret mit Kød; nu ser det ud, som om det ogsaa vil pille mine Knogler,« klagede han. Trods Alder og Sygdom deltog han med Iver i Kommissionens Arbejde. Den Ordning af Senatet, at det sam- mensættes af to Medlemmer fra hver Stat, uanset Indbyggerantallet, blev saaledes til paa hans Forslag. Han var for svag til at tale i læn- gere Tid, men hans skrevne Taler, som et andet Medlem læste op,