Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

REJSER OG KORRESPONDANCE 189 vældende Arbejde for denne. I Aarene 1834-—37 — maaske den trav- leste Tid af hans Liv — var han næsten stadig paa Rejse for at lægge Planer for nye Jærnbaner, forhandle med Komitéer og Bestyrelser, tilse Arbejder under Udførelse o. s. v. Den ene Uge var han maaske i England, den næste i Skotland, og atter den næste i Irland. Et Par Gange besøgte han Belgien i Anledning af Projekter og Anlæg i dette Land; her fik han ret at føle, at han var blevet en stor Mand. Han blev indbudt til Kongens Taffel, udnævnt til Ridder af Leopold Ordenen og hyldet ved. offentlige Festør. I alt skal han i de tre Aar have tilbage- lagt ca. 30 000 Kilometer til Vogns, en Angivelse, der dog næsten sy- nes utrolig, da 6 Maaneder af de 36 blev tilbragt i London. Hans Korre- spondance tog efterhaanden saaledes til, at han fandt det nødvendigt at antage en Privatsekretær, der ledsagede ham paa hans Rejser. Al Brevskrivning var lia.ni imod; den forholdsvis sone Alder, hvori han havde gjort Bekendtskab med Skrivekunsten og den Slags Arbejde, han udførte i Killingworthminerne forhindrede ham i at naa den Fær- dighed, som kun stadig Øvelse kan give. Han dikterede efterhaanden med stor Lethed og kunde fortsætte dette Arbejde i timevis uden at blive træt. Stephensons Privatsekretær fortæller, at han i den travle Sæson i 1831 paa én Dag dikterede ikke mindre end 37 Breve, hvoraf flere indeholdt Resultaterne af megen Tænkning og vidtløftige Be- regninger. Man kan forstaa, at denne Mand, der i sin Ungdom aldrig havde haft et ledigt Øjeblik, og som endnu i Halvtredserne arbejdede saa intensivt, stundom rystede paa Hovedet over »Nutidens Ungdom« og udbrød »I unge Mennesker ved slet ikke, hvad det er at arbejde«. For- øvrigt var det meget langt fra, at han havde et gnavent og overlegent Syn paa de unge. Stort var Antallet af de unge Mænd, han i Tidens Løb havde taget ved Haanden og ført ind paa Vejen, til Velstand og Ære, fordi han havde lagt Mærke til deres Flid og Paalidelighed, og han fremhævede gærne den store Betydning, det havde haft foi lians Sags Fremgang, at han havde haft en Stab af unge, ivrige Mænd som. Hjælpere. Hvad der hjalp Stephenson meget til at udholde det voldsomme Arbejdspres uden Skade, var hans gode »Sovehjærte«. Mange, mange Nætter sov han trygt, mens Postvognen skrumplede hen ad Landevejen med ham, og ved Daggry vaagnede han frisk og oplagt til at. tage fat paa Opmaalinger eller Inspektionsarbejder, og saaledes kunde det gaa Uger igennem. Trods alt sit Slid blev Stephenson dog ingen Arbejdstræl — saa