Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

JÆRNBANESVINDELEN 191. tes ham sunde og gode, tog han gærne selv Aktier i; Projekter, som han fandt økonomisk uforsvarlige, vilde han overhovedet ikke have noget at gøre med, selv ikke som lønnet Ingeniør uden personlig Ri- siko. Da i Midten af Fyrrerne den stærke men sunde Fremvækst af Jærnbaner afløstes af en Jærnbanegalskab, advarede lian kraftigt Folk mod at kaste deres Penge bort til de vilde Projekter. I 1845 da Gal- skaben var paa sit Højdepunkt, gav Parlamentet Koncession paa Banelinjer af ialt 7—8000 Kilometers Længde og til en projekteret Anlægssum af over 2 Milliarder Kr., og der var ansøgt om Koncessioner til mer end det tredobbelte Beløb. Medens flere af de ledende Ingeniø- rer optraadte for Parlamentet som Tillidsmænd for op mod 30 Linjer, havde Stephenson kun med én ny Linje og tre Sidelinjer at gøre. Den hele Svindel førte snart til et stærkt Fald i Baneaktier, selv de mere solide. Robert, som forudsaa dette, raadede sin Fader til, mens Priserne var høje, at sælge de Jærnbaneaktier, han. ejede; men Fade- ren svarede: »Jeg har købt Aktierne, fordi jeg ønskede at anbringe mine Penge i disse Foretagender, ikke for at spekulere med dem, og jeg vil ikke sælge dem nu, fordi Folk er blevet gale efter Banepapirer«. Paa det Punkt lod George Stephenson sig ikke bevæge til at følge Sønnens Raad og Eksempel. I det hele taget var Stephenson i sit Arbejde for Jærnbanesagens Fremme den støtte, og sindige Mand, som ikke lod sig rive med af in- teressante og fantasifulde Planer, men holdt sig til det i teknisk og økonomisk Henseende solide. Han var i sin Tid blevet udskreget som Fantast eller Taabe, fordi han talte om en Toghastighed af op mod en Snes Kilometer. I 1830 lod han lejlighedsvis et Lokomotiv løbe med den tredobbelte Fart, og senere havde han bygget et Lokomotiv, der kunde løbe 80 km i Timen med et Tog og over 120 km alene; men i Virkeligheden var han en Modstander af Bestræbelserne for at drive Farten op til den yderste Grænse. Overfor Teknikere, der mente, at man skulde se at naa op til 100 miles (160 km) i Timen, hævdede han, at man burde blive staaende ved 40 miles som det højeste paa lige og vandrette Strækninger; gik man ud over dette, forøgede man baade Faren og Vedligeholdelses- i og Driftsudgifterne uforholdsmæssigt. Navnlig var han imod, at man søgte at sætte Farten op for tunge Tog med Kul og andre Varer, som det i Virkeligheden ikke havde Hast med. Han var en ivrig Talsmand for en ret stærk Adskillelse af Person- og Godstrafikken, og han gik endogsaa saa vidt at foreslaa, at man skulde anlægge særlige Godsbaner,