Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

204 ISAMBARD KINGDOM BRUNEL der var i Cellerne, til at gaa tilbage. Alle gik undtagen de tre Mænd, der var sammen med mig. Jeg forlod ikke Stilladset, før de tre var kommet ned af Stigen, saa gik vi sammen en Snes Fod langs Tunne- lens vestlige Buegang. Luften var ved Vandets Indtrængen kommet i saa stærk Bevægelse, at alle Lysene slukkedes. Vandet naaede os alle- rede til Bæltestedet. Jeg var just i Færd med at give Arbejderne An- visning paa, hvorledes de i Mørket skulde bære sig ad for at slippe ud, da baade de og jeg blev slaaet om og følte Bjælker fra Tømmer stilladset over os. Jeg kæmpede under Vandet for at komme fri, og det lykkedes mig, halvt svømmende og halvt drevet af Vandet at naa ind i den øst- lige Buegang hvor jeg bedre kunde faa Fodfæste; da jeg fik fat paa et Tov, standsede jeg lidt for at sætte Mod i de tre Arbejdere ved at raabe til dem. Før jeg naaede Skakten var Vandet steget saa højt, at ]*eg ikke kunde bunde; jeg svømmede hen til de Besøgendes Trappe, Arbejdernes Trappe var optaget af dem, der havde kunnet redde sig derhen. Mit Knæ var saa forslaaet af Bjælkerne, at jeg havde ondt baade ved at svømme og ved at komme op af Trappen, men selve det tilstrømmende Vand løftede mig op af Skakten. De tre Arbejdere, der sammen med mig blev slaaet om af Tømmeret, havde ikke været i Stand til at befri sig fra det, og desværre omkom de alle tre; der omkom ogsaa, tror jeg, to gamle og en ung Mand i andre Dele af Tunnelen. Isambard Kingdom var selv blevet alvorlig kvæstet; men fra sit Leje gav han Ordre til at gøre en Dykkerklokke rede til Undersøgelse af Flodbunden, og Skjoldet under den, og saa snart Prammen, der bar Dykkerklokken var forankret over Ulykkesstedet, lod han sig bringe ud paa dens Dæk, hvor han hvilende paa en Madras vilde lede Arbejdet. Han var dog for syg til dette og maatte bringes ned i Kahytten. Da der opstod Tvivl om, hvorvidt det Tov, man havde til Raadighed, var stærkt nok til at bære Dykkerklokken, bad man den syge Mand om Raad; i flere Minutter gav han intet Svar, men sagde saa endelig blot de Ord »Gaa ikke ned«. De, der hævdede, at Tovet var stærkt nok, fik imidlertid sat igennem, at man prøvede at sænke Klokken tom; men da denne blev svinget ud over Rælingen, brast Tovet, og Klokken gik til Bunds. Den næste Dag blev Brunei ført til sit Hjem, hvor der forestod ham et langvarigt Sygeleje, det viste sig nemlig, at han havde faaet indre Kvæstelser. Da han blev rask, var Arbejdet foreløbig opgivet, og da det op- toges paany i 1835, var han for stærkt optaget af anden Virksomhed til at beskæftige sig med Tunnelen undtagen, rent lejlighedsvis. Allerede i 1829 havde den 23-aarige Ingeniør dristet sig til at over- byde Englands berømteste Brobygger Thomas Telford, idet han pro-