Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

250 JOHN ERICSSON Stephensons Lokomotiver — saaledes Maskinkraftens Overførelse til Drivhjulene i vandret Retning. Ericsson hævdede stadig, at hans Konstruktion stod højt over Stephensons; men han holdt sig fjærnt fra personlige Angreb paa »denne tilvisse store Ingeniør«, som han skriver i et Brev om Sagen. Ericsson tabte ikke Modet ved »Novelty«s Uheld. Han byggede to nye Lokomotiver, hvormed han vilde forbavse Verden ved Aab- ningen af Liverpool—Manchester-Banen; men dette Forsøg slog fuld- stændig fejl, da Kedlerne viste sig ikke at kunne give Damp nok. Han havde imidlertid mange Strænge paa sin Bue. Han opfandt bl. a. et Apparat til Udvinding af Salt, et Loddeapparat efter samme Grundprincip, som senere anvendtes i William Thomsons (Lord Kel- vins) berømte Dybdelod, en hydrostatisk Vejemaskine, en Filskærings- maskine og forskellige Dampmaskiner, deriblandt en Slags Damp- turbine. Endvidere genoptog han sit Arbejde paa Varmluftsmaskinen. Han forsynede denne med en »Regenerator«, d. v. s. et Apparat, som mod- tog Varme af den brugte varme Luft og atter afgav Varmen til den Luft, som skulde benyttes ved næste Stempelbevægelse. Ved en saa- dan Generator — som forøvrigt tidligere var foreslaaet af en engelsk Præst Stirling, der i 1826 tog Patent paa en Varmluftsmaskine — haabede Ericsson at kunne opnaa de vidunderligste Resultater. Han mente, at man paa denne Maade i det væsentlige kunde bruge samme Varmemængde om og om igen og kun ved Ildstedet maatte erstatte de uundgaaelige Tab, som opstod ved Ledning og Udstraaling, samt ved at Regeneratoren ikke kunde bringes til at optage og atter afgive al Varmen. Skønt man paa den Tid ikke havde Rede paa Energiloven og ikke vidste, at der til Frembringelse af en. bestemt Arbejdsmængde forbrugtes en bestemt Varmemængde, rystede de Lærde dog paa Ho- vedet af Ericssons Teorier; de syntes med god Grund, at han var kom- met i betænkelig Nærhed af Perpetuum mobile-Tanken. Men en For- søgsmaskine, han fremviste i 1833, vakte stor Opsigt, og man forbavse- des over den ringe Mængde Kul, den brugte. At Regeneratoren i og for sig virkede brændselsbesparende, kan der ikke være nogen Tvivl om, men der synes ikke at være udført Forsøg og Beregninger til Sam- menligning af Brændselsforbruget pr. Hestekrafttime henholdsvis ved en Dampmaskine og Varmluftsmaskinen eller »Caloricmaskinen«, som Opfinderen kaldte den under Hentydning til det antagne Varme- stof »the Caloric«. Til Dels af denne Grund blev Maskinen en Gaade for den videnskabelige og tekniske Verden. Man savnede ogsaa Be- tingelserne for at forstaa de Varmeprocesser, der foregik i Maskinen.