Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

262 JOHN ERICSSON Isen, og inden Dagen var til Ende, kunde han rejse tilbage med Til- sagn om en Ordre paa Skibet. Det var ikke den mindste Fordel ved Ericssons Skib, at det kunde bygges i 100 Dage, medens den mindre »Galena« krævede 4 Maane- der og et større Panserskib »Ironclad«, som ogsaa var antaget til Ud- førelse, 9 Maaneder. For ikke at spilde nogen Tid satte Ericsson, endnu inden Kontrakten var udformet, Jærnpladerne i Arbejde paa Valse- værket, og samme Dag — den 25. Oktober 1861 — Kontrakten blev underskrevet, begyndte Arbejdet paa selve Skibet. Hundrede Arbejds- dage efter at Kølpladerne var lagt, var Skibet fuldført og Maskinerne sat i Gang. Ericssons Arbejde i denne Tid var næsten overmenneskeligt. Han skulde sørge for at Skibsværftet og det Værksted, hvor Taarnet bygge- des, fik alle de fornødne Jærndele i rette Form og til rette Tid, og sam- tidig med, at han ordnede dette og tilsaa Arbejdet, udførte han per- sonlig Arbejdstegningerne fuldt færdige til Værkstederne. Man maa herved erindre, at Skibet var af en Konstruktion, ganske forskelligt fra alt, hvad der tidligere var kendt, og det var ikke én Opfindelse, men en hel Samling af Opfindelser, som her umiddelbart skulde brin- ges i praktisk brugbar Form, uden forudgaaende Forsøg. Skibets første Maskinmester, der bar Navnet Isaac Newton, anslog Antallet af Ind- retninger, der kunde være taget Patent paa, til et Par Snese; Erics- son vilde dog ikke følge Newtons Opfordring til at patentere dem. Som det fremgaar af Billedet S. 265, var Skibsskroget næsten helt nedsænket i Vandet, saa at Dækket kun var hævet ganske lidt over Vandfladen, medens et rundt Taarn — et drejeligt Kanontaarn — ragede op over Dækket. Idéen til denne mærkelige Form havde Erics- son fra de svenske Tømmerflaader. Han havde set, hvorledes Søerne brød hen over den næsten nedsænkede Flaade, uden at Styreren i sit høje Stade generedes synderligt af Bevægelsen, medens Søerne sam- tidig var nær ved at kæntre de rigtige Skibe. Derfra havde han op- rindelig sin Tro paa sit Fartøjs Stabilitet, en Tro, som han havde faaet befæstet gennem teoretiske Betragtninger. En saadan Skibsform havde den Fordel, at man ikke behøvede at pansre høje Skibssider, men kunde nøjes med et Panser i Vandlinjen. Derved blev der Mulighed for baade at gøre dette Panser svært og at give Kanont aarnet et meget tykt Panser, saa at selv de største Kanoner paa Datidens Krigsskibe ikke kunde skade det. Paa den anden Side kunde et Par meget kraftige Kanoner i Taarnet virke ødelæggende overfor selv store pansrede Skibe af almindelig Type, idet disse ikke kunde bære et tilstrækkelig stort og tykt Panser til, at deres Sider var fuldt beskyttede. Naar Skroget