Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 PLANERNE TIL »MONITOR« 261 Afstand kunde staa for et Skud fra en 6-Tommers Kanon. Men der- efter hentede han en lille støvet Kasse frem, tog ud af den en Model til et højst mærkeligt flydende Panserbatteri med et drejeligt Kanon- taarn, forklarede, hvorledes Batteriet skulde bygges og anvendes, hævdede, at det var absolut usaarbart, selv ved Skud fra de sværeste Kanoner, der kendtes, og fortalte, at han for flere Aar siden havde sendt Kejser Napoleon III Planer til lignende Batterier. Bushnell blev straks begejstret. Ericsson overgav ham til Slut den lille Kasse med Modellen, og med denne Skat rejste han fra New York. I Washington opsøgte han straks Præsident Lincoln, der den næste Dag studerede Modellen og Planerne i et Møde med Bushnell og forskellige Marineautoriteter. Der taltes meget for og imod, og ved Mødets Slutning udtalte Lincoln: »Alt, hvad jeg kan sige, er, hvad Pigen sagde, da hun stak sin Fod i Strømpen: Jeg synes, at der er no- get deri.« I et Møde Dagen efter fik Bushnell de to Kommandører Smith og Paulding til at love at anbefale Bygningen af et Batteri som det fore- slaaede, saafremt en tredje Autoritet, Kaptajn Davis, vilde slutte sig til dem. Bushnell gik nu til Davis med Modellen, men fik af ham blot den Besked, at han kunde tage den lille Ting med sig hjem og tilbede den; det vilde ikke være Afguderi, da den ikke var gjort i Lighed med nogetsomhelst andet i Himlen, paa Jorden eller i Havet. Der var nu ikke andet for end at bevæge Ericsson til selv at tage til Washington, hvad der var en meget vanskelig Sag, da han paa Grund af den Behandling, Marineautoriteterne tidligere havde givet ham, gentagne Gange havde erklæret, at han ikke vilde sætte sin Fod i den. By. Bushnell tog imidlertid til New York, og fortalte Ericsson, at der hos Marineautoriteterne var stor Begejstring for hans Plan, men at man ønskede nogle nærmere Forklaringer, som kun han selv kunde give. »Vel, jeg rejser i Aften,« sagde Ericsson. Da han i Wa- shington gav Møde i Marineraadet, blev han til sin Overraskelse me- get køligt modtaget og fik at vide, at hans Plan ikke kunde antages. Han var lige ved at gaa sin Vej i Forbitrelse; men da en af Raadets Medlemmer vilde vise, at Batteriet savnede Stabilitet i Vandet, kom Ingeniøren op i ham; han begyndte at gendrive den urigtige Paastand og var snart dybt inde i et langt Foredrag om Stabilitetsprincipper m. m. Da han endelig var færdig, sluttede han med disse Ord: »Mine Herrer; efter hvad jeg nu har udviklet, anser jeg det for Deres Pligt imod Landet, at De, inden jeg forlader denne Sal, giver mig Ordre til at bygge Skibet.« Saa hurtigt gik det ganske vist ikke; men Ericsson havde brudt