Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

FORHOLD TIL VENNERNE 273 Brev: »Det er med ubeskrivelig Glæde jeg erfarer, at det nu gaar bedre med dit Helbred, end da du sidst skrev til mig_______Jeg beder dig modtage medfølgende 28 000 Francs som en Vennegave fra din hen- givne og taknemlige Ven John Éricsson.« I Amerika var han i alt Fald i de senere Aar nærmest knyttet til Cornelius H. Delamater, med hvem han var i Kompagniskab fra sin Ankomst til Amerika i 1839 og til Delamaters Død i 1889. Under deres Samvirken var det Ericsson, der ydede Idéerne og Planerne, Delamater, der sørgede for den mekaniske Udførelse og Kapitalen. Han tænkte herved kun lidet paa det øjeblikkelige Udbytte, men lod gærne Jirmaet betale de enorme Udgifter, Ericssons Eksperimenter medførte. Ved en Lejlighed blev Fordringer paa Ericsson til et sam- let Beløb af 260 000 Dollars eller op imod 1 Million Kr. ført over paa Firmaets Regning, og gennemsnitlig blev der aarlig udgivet 15—20 000 Dollars til saadanne Formaal. Det kunde omvendt ske, at Delamater i en øjeblikkelig Penge vanskelighed henvendte sig til Ericsson om Hjælp; ved en saadan Lejlighed skrev Ericsson til sin Ven, at han stillede 50 000 Dollars til hans Raadighed og beklagede meget, at han i Øjeblikket kun havde den lille Sum til Disposition. Delamaters Beundring for Ericssons Geni finder Udtryk i følgende Ord fra et Brev til en Bekendt: »Ingen vil nogensinde erkende saa stærkt som jeg, hvor stor han er i alle Henseender, og for mig staar det, der er skrevet til hans Pris, blot som Sandskorn i Sammenligning med den virkelige, uskrevne Historie.« Undertiden blev deres Venskab dog sat paa en haard Prøve ved Ericssons hæftige Sind. En Gang blev Delamater modtaget paa en saadan Maade, at han gik sin Vej med den Beslutning, ikke at komme igen. Ericssons Sekretær Taylor, der vidste, hvor nær de i Virkelig- heden følte sig knyttet til hinanden, søgte at mægle. Han antydede overfor Ericsson, at dennes Udtalelser ved Delamaters sidste Besøg maaske kunde være Grunden til, at han ikke kom mere. »Hvis han er saadan en Nar, at han bliver borte af den Grund, saa for mig gærne,« var Ericssons Svar. Taylor gik saa til Delamater og spurgte, hvor- ior lian ikke kom. »Af den gode Grund,« svarede han, »at Ericsson sidste Gang sagde, at han ikke ønskede mere at se mit forbandede Ansigt indenfor sin Dør.« Taylor refererede ikke Ericssons Ytring om Sagen, men fortalte derimod som sandt var, at han længtes meget efter et Besøg af Delamater. Denne lovede at komme, og da han den næste Dag bankede paa Ericssons Dør paa den velkendte Maade, lød der et hjærteligt »Kom ind, Harry«, og derefter var alt som før, uden at Sagen blev omtalt med et Ord. Opfindernes Liv. !• 18