Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

272 JOIIN ERICSSON Verden krævede, at jeg ikke skulde hæmmes af Børn eller af en Hu- stru, der havde fuld Ret til at leve hos mig. Skæbnen gjorde det ved dette uheldige Udfald af Ægteskabet muligt for mig at ofre 25 Aars udelt Opmærksomhed paa mit Arbejde, og jeg er Forsynet tak- nemlig, fordi jeg, om jeg havde levet i, hvad man kalder et lykkeligt Ægteskab, ikke vilde være kommet til Amerika.« Han synes her næsten at betragte blidere Følelser og huslig Lykke som noget fjendtligt, der vil drage Én bort fra Arbejdet. For Erics- son var Arbejdet alt, og faa har vel arbejdet som han. Det er tid- ligere nævnt, at han som ung Løjtnant ved Opmaalingsarbejder ud- førte to Mands Værk, og hvad han senere i Tiden kunde udrette ved sit Tegnebord, grænsede til det utrolige. Hans Arbejdstegninger var al- tid nøjagtige i de mindste Detailler, og naar nogen bad ham om en Oplysning, svarede han blot: »Følg mine Tegninger, saa passer det.« Da en stor Damper efter Ericssons Planer var under Bygning, opda- gede han en Gang en Ingeniør med en lang Maalestok inde i en af Cylindrene. »Hvad skal De dér?« raabte Ericsson. — »Jeg opmaaler den nøjagtige Længde af Stempelstangen, Kaptajn,« svarede Ingeniø- ren. — »Staar den maaske ikke afsat paa Tegningen?« — »Jo, Kap- tajn.« — »Hvorfor kommer De saa med Stokken? Jeg vil raade Dem til ikke en anden Gang at komme her med Stokke, naar Maalene staar paa Tegningen.« Antallet af Arbejdsdage i Ugen var for Ericsson 7; han havde al- drig respekteret Søndagshvilen. Baade dette Forhold og i det hele taget hans afvisende Stilling overfor Kirketroen vakte megen For- argelse hos religiøse Amerikanere, og der var flere, som søgte at om- vende ham. Til en Dame, som i et Brev til ham havde gjort et saa- dant Forsøg, lod han sin Sekretær skrive følgende karakteristiske Brev. »Miss__________Kaptajn Ericsson beder mig meddele Dem, at han har arbejdet 365 Dage om Aaret i op mod 40 Aar. I den Tid har han helliget mere Tid til Studiet af Skaberens og Verdensherskerens Godhed og vidunderlige Værker, end De har tilbragt inden for Murene af Religionshuse. Kaptajn Ericsson anser Deres ufuldkomne Kend- skab til Sagen som en Undskyldning for den Frækhed, De har ud- vist ved at skrive til ham som De har gjort.« At der bag den Skal af Barskhed, hvormed Ericsson efterhaan- den omgav sig, slog et varmt Hjærte, fremgaar bl. a. af hans Trofast- hed overfor sine faa Venner. Med den tidligere nævnte Grev v. Ro- sen, der havde været hans Ven i Ungdomstiden, vedblev han at staa i Korrespondance helt op i Alderdommen. I sit 75. Aar sendte han Vennen, der da var blevet svag og trængte til Rekreation, følgende