Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

290 FRIEDRICH OG ALFRED KRUPP led af Overnervøsitet, svagt Bryst, Mavevanskeligheder og Hoved- pine. Men uden at kunne skaane sig eller tage mindste Hensyn til sin svage Konstitution maatte han bære hele Arbejdet ved Virksom- heden. Han maatte planlægge de nye Fabrikationer og Maskiner, maatte føre hele Forretningskorrespondancen og foretage Rejser, maatte gøre alle Tegninger selv, varetage Digelfabrikationen, Staalsmeltningen, Værktøjsfremstillingen, Valseafdrejningen o. s. v. Overalt maatte lian selv tage Haand i Hanke, thi han maatte selv oplære sine Folk, af hvilke kun meget faa i Forvejen var kendt med de vanskelige Arbejder. Om Dagen i Fabrikken, om Natten siddende over sine Tegninger og Ud- kast paa sit fattige Kvistværelse »med Hundreder af Nætter i Sorger og feberagtig Bekymring for Fremtiden,« som han senere selv har be- rettet, saaledes gik Alfred Krupps Ungdomstid. »Jeg har aldrig væ- ret ung,« skriver han selv i Bitterhed. »Med 14 Aar havde jeg en Fa- miliefaders Pligter og Bekymringer. Jeg sov sjældent tilstrækkeligt, ofte slet ikke, og jeg levede af Kartofler, Kaffe og Smørrebrød.« Det er intet Under, at der derfor i hans Sind voksede en Alvors- og Pligt- følelse op, der fik ham til at se med Strænghed paa Livet. Paa sine senere Rejser lærte han sig selv Sprog, Fransk og Engelsk, og de manglende Skolekundskaber havde han allerede forinden ind- hentet ved vaagne Nætters Flid. Aaret 1834 betød et Vendepunkt i Fabrikkens Historie. I dette Aar oprettedes nemlig den tyske Toldunion, »Zollverein«, og alle de talrige Toldgrænser, der hidtil havde hæmmet tysk Handel og Indu- stri, bortfaldt dermed. Dette blev til overordentlig stor Gavn for Krupps Fabrik, hvis Navn netop nu trængte igennem, takket være de fortrinlige Produkter, der leveredes. For at udnytte de nye Kon- junkturer foretog den nu 22-aarige Krupp en stor Rejse gennem Tysk- land, hvor det da ogsaa lykkedes ham at knytte mange nye fordelag- tige Forbindelser. Men da han kom hjem, skulde det vise sig, i hvor høj Grad Fabrikkens Velfærd var knyttet til hans personlige Arbejds- kraft. Skønt han havde god Hjælp af sine to Brødre, Hermann og Friedrich, naar han selv kunde lede Virksomheden, sygnede den hen, saa snart han var borte. Tilmed spillede atter Vandmanglen ind, og overfor den kaotiske Forvirring i Fabrikken med uekspederede Ordrer o. 1., han forefandt ved sin Hjemkomst, fæstnedes hans Beslutning om at gaa over til Damp som Drivkraft. Det drejede sig simpelthen om hans hele Eksistens, thi paa saa usikre Forhold, som dem han hidtil havde arbejdet under, kunde umuligt en større Virksomhed baseres. Den fornødne Kapital til Ombygningen fik han af sin Fætter, Fried-