Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

346 CHRISTIAN SØRENSEN tede nu at fuldende Maskinen, og den stod urørt i 5 Maaneder. Ende- lig kom han til Enighed med dem og fik oprettet en ny Kontrakt, i Følge hvilken ikke blot Sættemaskinen, men ogsaa alle andre Opfin- delser, han maatte gøre, skulde tilhøre Selskabet. I Juli 1857 stod Maskinen færdig. Men den Interesse, der ved Ver- densudstillingen var vakt for den, var nu kølnet; Patenterne kunde ikke blive solgt, og Sørensens nye Kompagnoner undlod at opfylde deres Forpligtelser, saa at han stod erhvervsløs i Paris. Fra September 1857 til April 1858 fik Sørensen kun et hundrede Francs udbetalt af dem. Han anlagde Proces mod dem og vandt den ogsaa; men det hjalp ikke, da han ikke kunde inddrive Pengene. Ved Pengehjælp fra Danmark blev det muligt for ham endnu i nogen Tid at blive i Paris og virke for sin Maskine-, men all© hans Forsøg var forgæves. Han kunde ikke faa nogen Bogtrykker i Paris til at anskaffe Maskinen, og da et Bogtrykkerprivilegium kostede 15000 Francs, kunde der som Sagerne stod ikke være Tale om at oprette et nyt Trykkeri, fetaten holdt endog saa streng Kontrol med Trykkerivirksomheden, at en Privatmand ikke maatte have Tysker i sit Hus. Sørensen havde faaet Bevilling hertil for et vist Tidsrum; men da dette udløb, maatte lian overgive sine Typer til en Bogtrykker. Heller ikke hans Henvendelser til Firmaer i Tyskland førte til no- get Resultat. For om muligt at skaffe sig Forbindelser rejste han i Sommeren 1859 til Hamborg og Brunsvig, hvor han for Penge frem- viste sin Maskine; men heller ikke heraf fik han Udbytte. Indtæg- terne kunde ligo dække Udgifterne. Tilsidst maatt© han meel alle sine Forhaabninger sønderbrudte vende tilbage til Danmark. Trods al Modgang tabte han dog ikke Troen paa sin Sag. Hvor sort det end saa ud, kunde han sige: »Den Haand, som hidtil har ledet mig, som vel kun har tilladt mig at gaa langsomt fremad, men dog altid fremad, som stedse er kommet mig til Hjælp i det yderste Øje- blik, som bestandig og saa utvetydigt har peget paa, at det var min Opgave at virke for denne Sag, at nu var Tiden kommet, da den skulde for Dagen, og at jeg var dens udsete Redskab — den Haand vil heller ikke forlade mig nu. ... Og skulde den ogsaa forlade mig, saa vil den dog ikke forlade Sagen selv«. Naar Bekymringerne truede med at tage Magten, fra ham, gav han sig til at »spille« paa sin Maskine, og idet han satte Linje efter Linje, vendte hans Livsmod tilbage. I Danmark, hvortil han kom i Slutningen af 1859, syntes det atter at skulde lysne for ham. »Fædrelandetas første ufuldkomne Masltine,