Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 LESSEPS SOM DIPLOMAT 109 for Sundhedsstyrelsen, bekæmpede han Sygdommen med saa stor Kraft og Dygtighed, at man. omsider fik Bugt med den. Den franske Regering lønnede ham med Æreslegionens Kors, og fia hele Alexan- drias Befolkning mødtes han med en overstrømmende Taknemmelighed for, hvad han havde været for Byen i dens Trængselstid. Opholdet i Alexandria varede til Slutningen af 1837. I dette Aar holdt Lesseps Bryllup og tiltraadte Aaret efter en ny Ansættelse som Konsul i Rotterdam, der efter et Aars Forløb afløstes af et Konsulat paa Malaga. Derfra blev han i 1842 forflyttet til Barcelona. Stillingen som Konsul i denne By var en udsat Post. Borgerkrigen mellem Dronning Marie Christina og Karlisteine var lig© endt, men hele Landet var endnu i stærk Gæring, og i Dronningens sejrrige Paiti rasede heftige Partikampe. Tumulter og Gadekampe hørte overalt til Dagens Orden, og særlig i Barcelona gik det varmt til. Flere Gange var Lesseps og hans Hustru i Livsfare. Men han gjorde sin Pligt til det yderste, og det lykkedes ham i de kritiske Tider at redde mange Spaniere og Udlændinge, som søgte det franske Konsulats Beskyt- telse. Talrige Udmærkelser strømmede ind til ham fra de forskellige Landes Regeringer, og i det almindelige Omdømme styrkedes det Ry, som han allerede havde erhvervet sig ved sin Virksomhed i Ægypten. Regeringsskiftet i Frankrig under Februarrevolutionen svækkede ikke Lesseps Stilling.: Den nye Regering lod ham endda avanceie, og i Maj 1848 udnævntes han til Gesandt i Madrid. Tre Ijerdingaar efter maatte han dog vige Pladsen for Napoleon den Tredies Brodér. Men der blev hurtig Brug for ham andetsteds, og i Maj 1849 rejste Lesseps i en hemmelig Sendelse til Rom. Det blev det vanskeligste af alle de Hverv, han hidtil havde haft, og det blev Slutningen paa hans diplomatiske Virksomhed. Under Revolutionen i Rom 1848 var Paven flygtet til Gaeta, og Revolutionsmændene havde proklameret Republikken. Europas ka- tolske Magter ønskede at føre ham tilbage, og Louis Napoleon, der nylig var blevet Frankrigs Præsident, turde ikke holde sig udenfor af Frygt for at miste d.6 franske Katolikkers Støtt©. Det var imidler- tid en mislig Sag for den franske Regering, der selv stod i Spidsen for en Republik, at hjælpe Paven med at kvæle den revolutionære Be- vægelse i Rom. Der var derfor fra første Færd en Vaklen i den franske Politik, der ikke gjorde det let at være Regeringens Udsending. I Slutningen af April 1849 lod Frankrig, der i hvert Fald ikke vilde samvirke med de andre reaktionære, katolske Magter, en lille Hæi under Anførsel af General Oudinot, rykke frem mod Rom. Men Re-