Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

110 FERDINAND LESSEPS publikanerne drev den tilbage med betydelige Tab. Kort efter var det, at Lesseps blev sendt til Rom. Hans Ordre lød paa at forhandle med de republikanske Ledere og træffe et foreløbigt Arrangement med dem. Det passede med hans personlige Overbevisning. Han ind- saa, at en militær Besættelse af Rom vilde bringe den franske Rege- ring i en uklar Stilling, og at Østrig var den Magt, som det burde til- falde at føre Paven tilbage. Ved Selvsyn overbeviste han sig snart om, at den republikanske Stemning i Rom var stærk og uforsonlig, og han. tvivlede meget om, at Paven, naar han kom tilbage, vilde føre et saa liberalt Styre, som Frankrig maatte forlange af ham. Derfor bestræbte han. sig for paa den ene Side at afholde den franske Hær fra en udfordrende Optræden mod Rom, og paa den anden Side for at faa Republikanerne til at forstaa, at den franske Hær ikke kom som Frihedens Undertrykkere, men som en Ven, der vilde hjælpe til et godt Forlig. Men han blev ladt i Stikken af sin Regering, der imidlertid havde skiftet Standpunkt og givet General Oudinot Ordre til at angribe Rom. Mellem Generalen, og Lesseps kom det til et heftigt Sammenstød, der var nær ved at ende med Haandgribeligheder. Lesseps, der Gang paa Gang henvendte sig til Regeringen for at faa nye Instrukser, men som ikke fik mindste Svar fra den, følte sig med Rette krænket og forlangte at blive kaldt tilbage fra sin Post. Hans Afskedsbegæring blev straks modtaget, og det blev efter hans Tilbagekomst bebrejdet ham, at han havde overskredet sine Instrukser. De forvirrede politiske Forhold i Frankrig, hvor Napoifeon nu mere og mere aabenlyst styrede mod Statskupet og Kejserdømmet, tiltalte ikke Lesseps, og han traadte ikke mere i Statens Tjeneste. Til Napoleon kom han dog senere i et godt Forhold; hertil bidrog vel, at Kejserinde Eugenie, som før omtalt, var en Slægtning af ham. Efter sin Hjemkomst fra Rom tilbragte Lesseps nogle lykkelige Aar sammen med sin Hustru og sine tre smaa Sønner. Han afslog forskellige Tilbud om offentlige Ansættelser og brugte sin Tid til at administrere sin Svigermoders Landejendom. I 1853 ramtes han af en dyb Sorg. Med faa Dages Mellemrum døde baade hans Hustru, kun. 34 Aar gammel, og hans næstyngste Søn af Skarlagensfeber. Dybt nedbøjet flyttede han. fra Paris og tog Ophold paa sin Svigermoders Gods. Men paa Aarsdagen for hans Hustrus Død, d. 13. Juli 1854, indtraf et andet Dødsfald, der atter fik hans Livsmod til at blusse op og drev ham ud i en mægtig og omfattende Virksomhed. Ægypten skiftede