Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

154 A. W. VON HOFMANN mod fandt han Damen, den 18aarige Rosamund Wilson, som han ægtede i December 1856. Medens hans videnskabelige Virksomhed havde været usædvanlig rig indtil 1852, syntes det, at Sorgen over den første Hustrus Død og Tomheden i Hjemmet bevirkede, at Hofmanns Arbejdsevne svigtede. Sikkert er det, at med det nye Ægteskab voksede hans Energi atter, og de følgende Aar bragte en utrolig Fylde af betydelige Arbejder. Samtidig ledede han Laboratoriet som en dygtig og overlegen Lærer, der forstod at haandhæve Disciplinen. En af hans Elever melder om et pudsigt Eksempel herpaa. Kælderrummet var forbeholdt til forskellige, ikke specielt kemiske Arbejder. Mellem Eleverne var der en ung Mand, hvis Fader, en engelsk Storfabrikant, mente, at han kunde drage Fordel af Sønnens kemiske Studier i sin Fabrik. Den unge Mand nærede dog ikke en alt for stor Kærlighed til Videnskaben, hvorimod han syntes, at Kælderen egnede sig godt for Eksperimenter med Tilberedelse af velsmagende Maaltider. Ved Middagstid plejede han dernede til Glæde for sig selv og nogle Venner at stege Pølser, tilberede stuvet Ost eller Skinke med Spejlæg. Hofmann havde ofte iagttaget en Duft, der ikke skyldtes de almindelige Kemikalier, og en Dag, da han gik efter Duften, kom han uventet ned i det impro- viserede Køkken. Selskabet skiltes pludselig ad, uden at man gav sig Tid til at dreje af for Gashanen. Hofmann havde straks over- set Situationen, og han forstod ypperligt at behandle de engelske Stu- denter. Der kom intet dadlende Ord fra ham, men han gav sig noget at bestille i Lokalet saa længe, til den sidste Pølse var helt forkullet. Heller ikke Hofmanns andet Ægteskab skulde blive af lang Va- righed. Allerede efter 3 Aars Samliv døde hans Hustru. Hans Sorg var nær ved at overmande ham; til sin Broder skriver han: »Hvor lidet har jeg, har vi kendt Rosamund! De sidste tre Maaneder har bragt os nærmere sammen end de foregaaende tre Aar, og nu, da jeg fuldtud forstaar, hvad jeg havde i hende, skal jeg for bestandig miste hende .... Med Skræk ser jeg Fremtiden i Møde, jeg er mig ikke mere min gamle Kraft bevidst. Det er for mig, som maatte jeg nedlægge Vaab- nene.« Medens Hofmann var paa en Rejse, var det lykkedes en af hans Elever, Henry Perkin, at fremstille et Farvestof af Anilin, et af de mange Produkter, Hofmann uddrog af Stenkulstjæren. Da Hofmann kom tilbage, var Perkin allerede i Gang med en fabriksmæssig Frem- stilling. To Aar efter lykkedes det Hofmann selv at fremstille et endnu pragtfuldere rødt Farvestof. Nu gik det Slag i Slag med Frem- stillingen af nye Farvestoffer. Paa Verdensudstillingen i London 1862