Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

NOBELS KARAKTER 175 hver Gang opgav han meget snart Forsøget, det tilfredsstillede liam ikke at benytte en andens Hjælp til at fæste sine Tanker til Papiret. Men netop af den her anførte Grund maa man ogsaa være varsom, naar man skal tegne et Billede af Nobel. Det før omtalte Grundtræk af Melankoli tør man imidlertid med Sikkerhed tillægge ham. Han skriver saaledes engang i 1885 efter en Gennemlæsning af Berta von Suttners Debutbog »Inventarium einer Seele« til hende efter i høje Toner at have prist hendes Værk; »Hvad skal jeg fortælle Dem om mig, om den, der har lidt Skibbrud baade paa Ungdom, Glæde ogFor- haabninger. En tom Sjæl er jeg, hvis »Inventar« er en. hvid Side — eller rettere sagt en graa.« Saa trøstesløst saa det ud i den Mands Indre, som gennem sine Opfindelser havde bredt sit Navn og sin Virken over hele Verden, og hvis uhyre Rigdom satte ham i Stand til at nyde alle de Goder, der over- hovedet kan faas for Penge. Samtidig har dog en vis tør Lune, en vis Sarkasme af og til behersket hans Ytringer. Helt elskværdig har han næppe altid været, selvom det maaske nok baade er en Blanding af Irritation og Spøg, naar han i et Brev til Berta von Suttner skriver følgende: '>1 dette Øjeblik har al Verdens Dynamitfolk (Dynamitfolkene, d. v. s. Direktørerne og Disponenterne i Dynamitselskaberne) sat hin- anden Stævne her for at plage mig med deres Anliggender, deres Fore- stillinger, Planer, Beretninger o. s. v. Jeg vilde af hele mit Hjerte øn- ske, at der kom en ny Mefisto, der kunde tage alle disse ækle Skab- ninger med til Helvede.« Naar man. betænker, at disse saakaldte »Dynamitfolk« var ansat i Nobels Tjeneste og arbejdede for ham, maa man jo indrømme, at navnlig Slutningsbemærkningen ikke harmonerer saa godt med den Menneskevenlighed, der ellers kendetegner Nobel. Denne Bitterhed har næppe været blot Udslag af tilfældige Luner, men sikkert været en. Grundtone i Nobels Karakter, beslægtet med hans uhyre Melankoli. Overfor de tidligere berørte Chikanerier fra fransk Side i Anledning af Nobelkrudtets Salg til Italien, har Nobel næppe været den, der paa sin Side søgte at udjævne de opstaaede Mis- forstaaelser. Han følte sig krænket i sit Inderste som Opfinder, og som vi saa, valgte han at bryde alle Broer af mellem sig og de franske Dril- lerier ved simpelthen at forlade det ugæstfri Land. Den Bitterhed, han ved denne Lejlighed følte, har maaske ikke været meget mindre end den, hans Fader i sin Tid havde følt, da han rystede det utak- nemmelige Ruslands Støv af sine Fødder. Sine Patentrettigheder vaa- gede han over med største Paapasselighed, traadte nogen dem for