Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

194 GUSTAF DE LAVAL læg havde nu begyndt at tage en bestemt Retning, som ikke længer kunde misforstaas. Efter at Gustafs Fader havde taget sin Afsked som Kaptajn ved Dalregimentet, bibeholdt han sin Stilling som Landmaaler, der lagde megen Beslag paa hans Tid; det tilfaldt derfor hovedsagelig Moderen at tage sig af Gustafs Undervisning, indtil der blev antaget en Hus- lærer. Barnet havde faaet Døren til Kundskabens uendelige Verden paa Klem, og da der var fuldt op af Bøger i Hjemmet, forsøgte han saa smaat paa egen Haand at finde frem ad en og anden af de mange bugtede Stier. Jo større han blev, des stærkere blev hans Lyst til al Læsning, blot ikke Romaner, dem havde han ingen Sans for. I Tolvaarsalderen kom han i »Storskolen« i Falun og fik snart Ry for at være Klassens flittigste, livligste og mest pligtopfyldende Elev. Engang blev denne Pligtfølelse sat paa en haard Prøve.. Der blev ført Krig med Sneboldte i Skolegaarden, og en Del af Klassens Krigere blev haardt trængt af Fjender fra en anden Klasse. Det gjaldt nu om at skaffe Hjælp eller ogsaa tage sine Prygl. En af Drengene fik da Øje paa en Kammerat oppe i Klassen. Han skyndte sig derop, det var Gustaf de Laval, der gik op og ned ad Gulvet, fordybet i Læsning og øjensynlig uvidende om, hvad der foregik udenfor. »Kom ud og hjælp os Gustaf!«, raabte Krigeren, »vi kan ikke staa os!« »Ja, ja, ja,« svarede Gustaf ivrigt, og lagde Fingeren i Bogen som Mærke, »jeg kommer straks, jeg skal blot have lært min Lektie.« Naar Sommeren kom med dens lange Ferie, og Siljans Vandspejl laa blaat og glitrende i den grønne frodige Indfatning, saa gik Turen til Leksand, hvor Familien var flyttet hen, og da havde Gustaf blandt sin Bagage en Ting, han ikke gærne skiltes fra — en Violin. Som Barn havde han lyttet til Musikken i Orsas Fyrrekroner, og naar han nu — snart en Yngling — Aften efter Aften fandt sin Glæde i de rene, klare Toner, hans Bue fremkaldte — helst spillede han de gamle sven- ske Folkevisemelodier —* saa forstod han maaske sig selv allerbedst, vel vidende at han havde »lyssnat til den granens susning, vid hvars rot hans bo var fästadt«, han forstod, at dette Land var ham kærere end noget andet, men at det ogsaa havde en berettiget Fordring paa al hans Kraft og Evne, naar han engang blev Mand, ligesom det alle- rede nu havde taget hans Hjærte for altid at beholde det. Mindet om Skovene deroppe ved Elven kom Gang paa Gang tilbage i hans Sind, som et Længslens Ledemotiv helt til hans sidste Aar. Han. talte un- dertiden om dem og tænkte ofte paa dem, men fandt aldrig Vejen til-