Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

DRENGENS EKSPERIMENTER 237 lerne virkelig indeholdt Brint; derfor stak han meget forsigtigt en Tænd- stik til og frydede sig, da han hørte smaa Knald fra Eksplosionerne. Hans Glæde over et saadant vellykket Forsøg var meget stor og ofte kaldte lian hele Familien, sammen naar det f. Eks. var lykkedes ham at frembringe en lille elektrisk Gnist, selv om den ikke var mere end en Millimeter lang. Forsøgene var imidlertid ikke altid helt ufarlige. De smaa Knald fra Eksplosionen af Brinten, fra Blækhuset tilfredsstillede ham ikke længe — han maatte have større Virkning. For at opnaa dette tog han. en Svineblære, bandt Aabningen godt fast om en Traadrulle og fyldte den med Brint. Saa tog han Blæren under Armen for at kunne presse Brin- ten ud af Hullet i Rullen og saa- ledes skaffe sig en ordentlig Brint- flamme. Resultatet blev endnu voldsommere end ventet: der lød et mægtigt Brag, Svineblære, Traadrulle og et Stykke Frakke- ærme var sporløst forsvunden og det var i Virkeligheden et Under, at han slap fra den Affære uden varig Men. Det siger sig selv, at denne en- sidige Interesse for Fysik i høj Grad maatte gaa ud over de an- dre Fag i Skolen. Karakterbogen Valdemar Poulsen som Dreng. var ofte yderst tarvelig, og Forholdet mellem Fader og Søn var om Lør- dagen meget »spændt«. Forgæves søgte Faderen at forbedre paa Karak- tererne ved at lade Sønnen læse Lektierne inde i Faderens Studereværelse. Det førte ganske vist til, at Drengen tilsyneladende sad og læste flit- tigt, men i Virkeligheden var hans Tanker langt borte, ivrigt optagne af at lægge Planer for det næste fysiske og kemiske Forsøg. Og fjærnede Faderen, sig blot et Øjeblik af Stuen, var han. straks i Færd med sin Yndlingsbeskæftigelse: han »laante« Faderens Embedslak, gned det paa Bukserne og lod det tiltrække Støvkorn og Papirstumper, eller han gned paa Vindusruderne og fik Hyldemarvskugler til at hænge fast derpaa.