Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

OPFINDEREN TABER TAALMODIGHEDEN 79 det gik næsten som i Æventyret, hvor der stadig stilles nye Krav til den unge Mand, som tror ved sin Bedrift at have vundet Ret til Prin- sessen og det halve Kongerige. Kommissionen fandt paa talrige Ind- vendinger og hævdede, at Resultatet af denne enkelte Rejse ikke be- viste, at Uret stadig kunde gøre Fyldest. Dette kunde vel ogsaa være rigtigt nok; men Uret havde dog bestaaet den i Loven nævnte Prøve. John Harrison henvendte sig da til Parlamentet, og dette vedtog at bemyndige Kommissionen til at udbetale Harrison 90 000 Kr. som en Del af Belønningen. Kommissionen, tøvede dog stadig og udbetalte kun Opfinderen en mindre Sum som Forskud, medens der blev ud- ført nye Forsøg. Harrison var rede til en ny Prøve; men Kommis- sionen trak Tiden ud ved endeløse Forhandlinger. Man har ment, at dens uvillige Holdning særlig skyldtes den kgl. Astronom Maske- lyne, der var stærkt interesseret i Anvendelsen af Maanetabeller til Længdebestemmelse. Først i 1764 kunde William Harrison paany sejle til Vestindien med Kronometret. Da han fire Maaneder efter vendte tilbage fand- tes det, at Længdebestemmelsen efter Uret kun afveg 1/6 Grad fra det rette. I en Resolution, som blev afgivet i Februar 1765, erkendte Kommissionen, at Uret havde holdt sin Tid langt indenfor den i Lo- ven angivne Grænse. Men til Trods herfor vægrede de sig ved at udstede det Vidnesbyrd, Harrison skulde have for at kunne hæve Pen- gene. Der stilledes nye Betingelser. Harrison var nu blevet gammel og svag og truedes af Blindhed. Han havde naaet en. Alder af 72 Aar, hvoraf han havde anvendt op imod de 40 paa at udvikle sin Opfindelse. Men nu havde han ogsaa tabt Taalmodigheden, og han sendte Kommissionen en Skrivelse, af- fattet i et Sprog, som han ikke var vant til at føre, og de høje Herrer ikke til at høre. »Jeg kan ikke se rettere,« skrev han, »end at jeg er blevet meget ilde behandlet af Mænd, fra hvis Side jeg kunde have ventet en helt anden Handlemaade; thi hvis Loven fra Dronning Annas 12te Re- geringsaar er mangelfuld, hvorfor er jeg da saa længe blevet opmun- tert til at forbedre min Opfindelse i Henhold til den? Og hvorfor blev min Søn, efter at Opfindelsen var fuldført, sendt to Gange til Vest- indien? Hvis der var blevet sagt til ham, da han modtog den sidste Opfordring: »I Tilfælde af, at Eksperimentet lykkes, vil der ved din Hjemkomst blive indført nye Bestemmelser, der begrænser de For- dringer, der i Følge Loven fra Dronning Annas 12te Regeringsaar kunde stilles« — om dette var Tilfældet, siger jeg, saa kunde jeg have ventet en saadan Behandlingsmaade, som den, der nu er blevet mig til Del.