Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

80 JOHN HARRISON Det maa indrømmes mig, at jeg bliver haardt prøvet; men jeg haa- ber, jeg er den første, og for mit Lands Skyld haaber jeg ogsaa, jeg skal blive den sidste, der maa lide, fordi han stoler paa en Lov, udstedt af det engelske Parlament. Om jeg havde faaet den Belønning, der med Rette tilkommer mig — saaledes tør jeg vel udtrykke mig, efter at jeg i 40 Aar har beflittet mig paa at udnytte det Talent, det liar behaget Gud at give mig — saa vilde min Opfindelse have fulgt samme Vej som alle andre Forbedringer; det vil sige, jeg kunde have oplært Arbejdere til at forstaa dens Principper og udføre den derefter, og dette vilde jeg have været glad ved at finde Lejlighed til at gøre. Men hvor forskelligt er dette ikke fra det, der er blevet mig foreslaaet, nem- lig at udrede det hele for Folk, der er mig ganske ukendte, Folk, der ikke har Begreb om Mekanik; og hvis disse ikke føler sig tilfredse med min Forklaring af Sagen, saa faar jeg ingenting! Det er en haard Skæbne for mig, men endnu haardere for Verden, der vilde blive berøvet Fordelen af min Opfindelse, hvis jeg ikke frit og aabent havde forklaret dens Principper for Folk, og utvungent havde forklaret dens Principper for saadanne Gentlemen, som til enhver Tid har haft fri Adgang til mine Instrumenter. Og om nogle af disse skulde have været snilde nok til at faa fat paa min Opfindelse, da vil jeg overlade det til Dem selv at bestemme, hvorledes de skal belønnes for et saadant Tyveri; saa kan jeg nu i min høje Alder sætte mig hen og takke Gud, at jeg kan glæde mig over at have vundet Sej- ren, skønt uden at faa Belønningen — glæde mig langt mere, end om jeg var kommen til kort, men dog gennem Bedrageri havde faaet Pri- sen tilkendt.« Dette Brev blev den 13. Juni 1765 læst op for Kommissionen, hvis Medlemmer blev meget forbløffede over en saadan Tiltale. Harrison, der ventede udenfor Mødesalen, blev kaldt ind, og efter en ret heftig Diskussion blev der forelagt ham et Forslag, som han nægtede at gaa ind paa, »saa længe der var en Draabe engelsk Blod tilbage i hans Le- geme«; derefter forlod han Salen. Sagen blev dog tilsidst bragt i Orden. Saa snart Harrison havde overgivet sine fire Kronometre til offent- ligt Brug og fuldstændig forklaret Principperne for deres Indretning, skulde han have udbetalt en Sum, som sammen med hvad han allerede havde faaet, udgjorde Halvdelen af hele den udlovede Belønning. Resten skulde betales, naar andre Kronometre var lavet efter Planerne og havde staaet deres Prøve. Først i 1773 fik Harrison udbetalt Rest- summen. Tre Aar efter døde han, 83 Aar gammel.