Vort Lands Opmaaling

56 E. Pryh: Bort Lands Opmaaliug. Blot ved at kaste Øjet paa Kortets Højdekurver faar man et umiddelbart Indtryk af Egnens Karakter. En ftørre Samling omtrent paralleltlobende Kurver med svage Bøjninger gjengive store jævntflraanende Bakkestder. Lober en Del Kurver tæt sammen for derefter atter at fjcerne sig fra hiilanden, gjengives derved Skrnaninger, der efterhaan- den paa en Strækning gan over til at blive stejl Skrænt (se Fig. 7). Er Terrænet en Del bakket, fremkommer der ved Kurverne ligesom Afskygninger paa Störtet, der ere stærkere og svagere efter.Jordsmouilets Stejlhcd og Skraaningernes Størrelse (se Fiq. 8). Til en rigtig Læsning af Kurverne bruger man Højdetallene, som findes spredte hist og her over Kortet. Men ogsaa herved er der en lille Nøgle, som giver den kyndige nogen Vejledniug til at læse ret. Det, der volder størst Vanskelighed ved Kurverne, er at tyde de smna i sig selv tilbageløbende Kurver, idet man ikke altid umid- delbart kan se, om en saadan Kurve gjengwer en For- højning eller en Fordybning i Terrænet. Nu er det imidlertid saa, at i de fleste Egne as vort Land findes der langt flere Smaabakker end Smaahuller, idet Terræn- fordybningerne i Almindelighed have Udlob til en af Si- derne. For at skjelne dem fra hinanden har umit paa Atlasbladene givet Smnahullerne en særlig Betegnelse ved at skrive Hsjdetallet med tilhørende Prik paa selve Kurven, inedcns derirnod de isolerede Bakker ikke faa noget Hsjdetnl paa selve Kurven. Paa Atlasbladene gjælder den Regel, at hvor en isoleret i sig selv tilbage- løbende Kurve omslutter Toppen af en større Bakke, sættes der en Kote, ikke paa Kurven, men derimod paa selve Toppen inden for Kurven. Regelen for Atlasbladene er altsaa kortelig den: isolerede Knrver omkring et Hlil koteres altid paa selve Kurven, isolerede Kurver, der ikke