LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

8 ikke indbød til det. Misgærningsmænd lurede i de dybe Skove, og vilde Dyr huserede vidt omkring. Den, der rejste alene, var ilde stedt. De lavere Stænder var rigt repræsenterede blandt de vandrende. Haandværkere vandrede paa Professio- nen; men foruden dem var der mange andre. San- gere, Harpespillere og andre Musikanter tjente Livets Ophold ved at gaa fra Sted til Sted; Jonglører, Gøg- lere, Fægtere og Brydere var ogsaa farende Svende, og Betlerne var bievne en sand Landeplage. Hertil havde Byerne selv medvirket, idet saadanne, der led af smitsomme Sygdomme, formentes Adgang indenfor Bymurene. De fleste Steder var saaledes de spedalske henviste til at søge Livets nødtørftigste Ophold ved Grøftekanten, hvor de med en Skralde henledte Folks Opmærksomhed paa deres Nød og, strækkende en lille Træskaal ud, kunde modtage en tilkastet Guds Gave. Blandt disse Vandringsmænd har Lægestanden eller snarere Lægekunstens Udøvere været rigt repræsen- terede, ti Forholdene var gunstige for den, der vilde arbejde paa Lægevidenskabens Overdrev. Lægestan- den rekruteredes jo tidligere fra de Studenter, der havde gennemgaaet Universiteternes medicinske Sko- ler. De blev de egentlige Læger. Ved Siden af dem stod Kirurgerne, udgaaede fra Barberernes Lav, Folk, der lod Teorien være, hvad den var, og som ude- lukkende beskæftigede sig med den praktiske Side af Sagen, med Haandens Gærning. I almindelig Dan- nelse, i social Anseelse og navnlig i teoretiske Kund- skaber stod de vel under Lægerne, men de gjorde