LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

Forfatter: J. W. S. Johnsson

År: 1914

Serie: Medicinsk-Historiske Smaaskrifter Ved Vilhelm Maar

Forlag: VILHELM TRYDES FORLAG

Sted: KØBENHAVN

Sider: 94

UDK: 61 (09)

MEDICINSK-HISTORISKE

SMAASKRIFTER

VED

VILHELM MAAR

7

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 108 Forrige Næste
2 I og andre fremmede Dyr, men nu saa man selv Dy- rene i levende Live paa Markederne, og man behø- vede ikke længer at holde sig til de fantastiske For- tællinger om Drager, Griffer, Fuglen Rok og de store Slanger; hvad man selv havde for Øje var mindst ligesaa mærkeligt. Nu var i Virkeligheden alt blevet muligt, og alt, hvad der fortaltes, kunde være sandt. Jordbunden var altsaa vel forberedt for Svindel- . medicinens Handelsmænd, og ydre Forhold støttede dem endnu mere. De store Pestepidemier og andre Farsoter, der hærgede Europa, havde undergravet Tilliden til Lægerne. Folk døde jo trods deres Kure, og nu var der Plads aaben for den, der havde nye Midler at tilbyde. Sammen med Pesten vandrede Drogehandlerne fra By til By, forhandlende Pest- præservativer, Pestamuletter og kurative Midler. Krø- nikerne skriver ganske tørt, at Folk døde alligevel; og at Sælgerne maa have været talrige, ses af, at Samtiden til Trods for en udstrakt Benyttelse af den Slags Midler inderst inde ingen Tiltro havde til dem. En Kronik fortæller saaledes om en Kone, der, »maa- ske med den Tanke at blive rig«, falbød et Pestmid- del, der bestod af Græskarsaft, Eddike og Antimon, da Pesten brød ud i Milano 1630. Hvorledes de omvandrende Kvaksalveres Liv paa Landevejene kunde forme sig, giver et Kobberstik fra det 16de Aarhundrede Oplysning om. Pragten og Flitteren, som prægede Opholdene i Byerne, er borte. Landefareren ses ridende paa et noget afrakket Øg, der bærer en Lygte i Halsgjorden, hvad der antyder,