Om Dampmaskiner og Dampskibe
for den tekniske Skole paa Horten

7 ' Furu J/6, Gran V4; at Forøgelse i Vægten af denne Grund nedsætter Træets Værdie som Brændsel, vil af det Foregaaende være klart. § 11. Da Forbrændingen er en Forening med Surstos, saa kan den ikke foregaae uden at dette Stof er tilstede i tilstrækkelig Mængde; der maae altsaa i ethvert Ildsted være tilstrækkelig Adgang for Luften. 1 % Kulstof kræver 3, 1 Vandstof 8 N Surstof til sin Forbrænding, altsaa respektive 15 og 40 K" Luft. Deraf og afBrænd- selets chemifle Sammensætning kan Mængden af Luft, som udfordres til Forbrændingen, s beregnes; man maa imidlertid i Praxis paaregne et noget større Forbrug, da altid en Deel af Luftens Surstof gaaer ubenyttet bort, iscer naar Trækken er stærk. Til fuld- stændig Forbrænding af 1 få Steenkul eller Cokes udkræves saaledes omtrent 250 Ku- bikfod kold Luft, der ved Ophedningen giver 400 til 500 Kubikfod Rog. Da 1 K" Træe udvikler mindre Varme end 1 Steenkul, bliver Volumet af Luft og Rog noget større, naar en given Effect skal frembringes med Træe istedetfor med Kul. Til Forbrændingen udfordres videre en bestemt, for de forfljellige Brceudematerialier forskjellig Temperatur, under hvilken Antændelse ikke finder Sted. Denne Temperatur er lavest for Træe — omtrent 200° — og hoiere for Steenkul, desto mere, jo haardere og lo mindre vandstofholdige de ere, hoiest for Cokes. Hedens forste Indvirkning Paa Brænd- lelet bestaaer i at udskille dets Vandstof i Forbindelse med mere eller mindre af de øvrige Bestanddele som en Gasstrøm, hvis derpaa følgende Forbrænding danner Flammen. Der bliver tilbage glodmde Cokes eller Trækul, hvis Forbrænding foregaaer uden Flamme; at de desuagtet vedblive at give en heed Luftstrøm, bestaaende af den dannede Kulsyre og Luftens Qvcelstof, er klart. Flammen faaer fin Lysekrast ved at den medfører ufor- brændte Kulpartikler, som glode i den. En rygende eller osende Flamme er et Beviis paa ufuldstændig Forbrænding. § 12. Da Steenkullene ere det vigtigste Brændsel for Dampmafliner, ville vi betragte dem noget nærmere. Nogle Steenkul bestaae næsten udelukkende af Kulstof, indtil 95 pCt. De ere tunge og haarde, antændes-vanskelig, give liden Lue og kræve saa stærk Træk, at den vanskelig kan frembringes uden Blæsemaskmer. Anthraciten, font forekommer \ i Mængde i Amerika og i nogle af Gruberne i Wales, horer til denne Classe. Den kan ikke-bruges under Dampkjedler, uden naar Ildstederne ere særskilt indrettede for den. De fleste Steeilkul indeholde foruden Kulstoffet, som altid udgjor Hovedmassen, en Deel harpixartede, vandstofholdige Forbindelser, som ved Forbrændingen give Flamme. Jo mere der er af disse, desto federe eller mere bituminose siges Kullen'e at være, og desto større Flamme give de. Cannel coal (rigtigere candle coal, Lyskul) brænde som et Stykke Træe med klar Flamme. Newcastle Kullene ere noget mindre bituminöse, men antændes og forbrænde dog temmelig let. De kunne i Forhold til deres Priis ansees som de bedste for Dampmaskiner. En Mellemsort mellem Anthracit og Newcastle Kul findes i Wales, og gaaer i Handelen under Navn as walefle Dampbaadskul; de ere dyrere og skjorere end de fede Kul, men give saa godt som ingen Neg; en Blanding af lige Dele af dem og Newcastle Kul antages at give meest Damp pr. Tonde Kul. Mellem Kul fra forfljellige Gruber kan ogsaa sinde andre Forskelligheder Sted end netop i Mængden af bituminose Dele. Affegehalten varierer saaledes fra 5 til 40 pCt. Nogle Kul indeholde meget Svovl og ere tilbøjelige til at angribe Nisten, hvörpaa de forbrændes, stunddom ogsaa til Selvantændelse, naar de under Oplag ere udsatte for Fugtighed. Egenvægten varierer noget, Sammenhængskraften, og med den Evnen til at taale Transport, mere. Nogle Kul, navnlig de meget fede/ smelte under Forbrændingen, MUk