Det Store Nordiske Telegraf-Selskab 1869 - 1894
Beretning om Selskabets Tilblivelse og de første 25 Aar af dets Virksomhed

standse sine Arbejder og sælge baade Pagoda Anchorage Linien og den nys byggede Strækning af Foochow-Amoy Linien til dem, et Forlangende, hvis Afgørelse Selskabet henviste til den danske Legation i Peking, da det var fuldkommen overtydet om, at Salget vilde blive ensbetydende med den øjeblikkelige Fjernelse af den paabegyndte Linie. Overhovedet stod det klart for Selskabets Bestyrelse, at Fasthed og Udholdenhed vare absolut nødvendige Betingelser, dersom det ved denne Lejlighed skulde lykkes at føre Telegraf- sagen frem til Sejr. Viste Selskabet sig svagt og eftergivende, vilde hvert Spor af de udførte Arbejder snart være udslettet, og Begivenhederne i Foochow vilde kun komme til at staa som et afskrækkende Eksempel for Myndighederne og Befolkningen i hele det øvrige Kina. Lykkedes det derimod at gennemføre en saa vigtig Linie som Amoy-Foochow Anlæget, saa vilde baade Regering, Myndigheder og Befolkning snart faa saa klare Beviser paa dens alsidige Nytte, at Telegrafstængerne hele Kina over vilde vokse op om Kap med Bambus- rørene. Derfor blev Løjtnant Dreyer ogsaa instrueret om ikke at lade sig intimidere af Trudsler og ikke at ophøre med Liniebygningen, med mindre Arbejdskolonnen maatte vige for ligefrem Vold. Saaledes stode Sagerne, da General Raasløff og Kaptajn Hoskiær den 26de November 1874 ankom til Shanghai. Generalen fortsatte straks sin Rejse til Peking, og i Afsnit VI er der gjort Rede for, hvor hurtigt det her lykkedes ham, støttet af de fleste fremmede Legationer, at opnaa den kinesiske Rege- rings Anerkendelse og Beskyttelse af Selskabets submarine Telegrafvirksomhed. I Begyndelsen var han lidt pessimistisk med Hensyn til Udsigterne for dets tilsvarende Virksomhed paa Landjorden; men snart mærkede han, at ikke alene de andre Legationer i Peking, men ogsaa stille virkende Kræfter, der stode den kinesiske Regering nær og havde dens fulde Tillid, med spændt Opmærksomhed fulgte Selskabets Bestræbelser og sympatiserede med dem, fordi de betragtede Gennemførelsen af Foochow-Amoy Anlæget som en mar- kerende Begivenhed af første Rang, der vilde faa den allerstørste Betydning for Kina, baade hvad dets nationale og internationale Interesser og Relationer angik. Derfor sluttede General Raasløff sig ogsaa fuldkomment til den Politik, der var adopteret af Selskabets Bestyrelse, og gentog fra Peking, hvad der var beordret fra Kjøbenhavn, at Liniebygningen ikke burde ophøre, medmindre der blev anvendt Vold mod den. Kaptajn Hoskiær forblev efter sin Ankomst til Kina en Maanedstid i Shanghai, men saa kaldte Begivenhederne baade ham og Løjtnant Dreyer ned til Foochow i Slutningen af December. Der var nemlig herfra kommet Efter- retning om, at Tartar-Generalen (den øverste militære Myndighed) i Foochow havde ladet sig forlyde med, at hvis Landliniebygningen ikke blev standset, vilde han sende Soldater ud for at nedrive Telegrafstængerne. Ihvorvel Myndighederne ‘9 — 145 —