Det Store Nordiske Telegraf-Selskab 1869 - 1894
Beretning om Selskabets Tilblivelse og de første 25 Aar af dets Virksomhed

 XIII. KABLERNES SAMMENSÆTNING, DERES TILSYN OG VEDLIGEHOLDELSE. tableringen af en overjordisk Telegrafforbindelse ved Ophæng- ning af en Jern- eller Kobbertraad var i den elektriske Telegrafs første Tider en forholdsvis simpel Sag, idet man kunde udnytte Luftens isolerende Egenskaber og kun ved hvert Ophængnings- eller Støttepunkt behøvede at anvende et isolerende Legeme af Porcelæn, Fajance, Glas el. lign, for at sikre sig den fornødne Isolation af Ledningen. Anderledes stillede det sig, da der blev Spørgsmaal om For- bindelse imellem Punkter, adskilte ved Have, Havarme eller større Floder, hvor Ledningen maatte føres igennem Vandet, og hvor den derfor ikke blot maatte overtrækkes med et isolerende Materiale for at hindre Elektricitetens Afledning til Omgivelserne, men ogsaa forsynes med en stærk Beklædning af Hamp og Jerntraade for at blive i Stand til at modstaa ydre Paavirkninger, saasom Ujævnheder paa Bunden, Gnidning mod Klipper og Sten, Fiske- redskaber, Skibsankere m. m. Paa Teknikkens nuværende Standpunkt er et undersøisk Telegrafkabel sammensat paa følgende Maade: Ledningstraaden (Konduktoren) bestaar som Regel af 7 sammensnoede Kobbertraade, indeholdende 97 — 99% rent Kobber og beklædte med flere koncentriske Lag Guttaperka eller Kautsjuk (India Rubber) som Isolations- materiale. Leder og Isolator danne tilsammen den saakaldte Core, og det er dennes Sværhed og Forholdet imellem Ledningstraadens og Isolationslagets Dimensioner, der for en given Længde Kabel betinge dettes større eller mindre Arbejdsevne. De længste Kabler ere saaledes forsynede med de — 229 —