Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

194 Jordklodens Bjerge og Sletter. Vandet i Kulden stivner til Jis i Fjeldbundens og Klippemassernes Revner, udvider det sig som bekjendt i Rumfang og sprænger der- ved som en Kile paa en reen mechanisk Maade selv den haardeste Steen, et forberedende Skridt, der ved at aabne Luften Adgang til at virke paa en saameget desto storre Overflade naturligt begunstiger den chemiske Forvittringsproces i en tilsvarende Grad. Nogle Exempler ville bedst kunne oplyse disse Forhold. Grov- kalken fra Pariserbækkenets tertiære Lag, den Steenart, af hvilken saagodtsom alle Huse i Frankrigs Hovedstad ere byggede, er trods sit solide Udseende dog ikke istand til at modstaae Luftens Paavirkning men forvittrer og hensmuldrer lidt efter lidt i Tidernes Lob. Folke- troen tilskriver Maanen denne Forandring og beskylder den for „at fortære Stenene". Den lærde Vandbygningsmester Belidor gjor imidlertid i denne Anledning den ret vittige Bemærkning, at da Jorden og Maanen paavirke hinanden gjeusidigt og den forste er meget storre end den sidste, maa Jorden ogsaa nødvendigt tære stærkere paa Maanen end omvendt og denne saaledes uundgaaeligt komme tilkort ligeoverfor Jordkloden. Ikke engang Marmor gaaer frit for Atmosphærens Indvirk- ning, men angribes lidt efter lidt deraf, saaledes som man ofte kan see det paa fritstaaende Billedstøtter af denne Steenart. Feld- spath forvittrer ligeledes uundgaaeligt, naar den er udsat for Luftens Indflydelse, idet dens ene Bestanddeel kiselsuurt Kali efterhaanden opløses og bortskylles af Regnvandet, saa at der tilsidst kun bliver kiselsuur Leerjord (Kaolin eller Porcellænsjord) tilbage. Det er af denne Grund, at Granit, der bestaaer af Kvarts, Feldspath og Glimmer eller med andre Ord af reen Kiselsyre og kisel- sure Forbindelser, langtfra udgjor noget saa solidt og uforgjængeligt Bygningsmateriale, som man efter dens almindelige Physifte Be- skaffenhed nærmest skulde troe. Murene af Notre-Damekirken i Limoges, der ere opforte af Granit for omtrent firehundrede Aar siden, sees saaledes allerede angrebne i en Dybde af henimod to Linier. Naar man nærmer sig Puy-de-D6me, et Trachytbjerg, der hviler paa en Grundvold af Granit, fra Clermont-Ferrand, seer det ud, som om man gik paa et Grunslag, i den Grad er Granitunderlaget allerede hensmuldret. I enkelte Steenbrud har