Arbejderklassens Liv og dens Kamp
Udvalgte Artikler

132 gangen paany satte ind, i Renæssancetiden hen ved Middelalderens Slutning, var det Pavernes stigende politiske Magt, som var Drivkraften, de stadig voksende Rigdomme, som det lykkedes Guds Stathol- der paa Jorden at udpine Alverdens kristelige Lande for og samle sammen i Rom som Midler til at udfolde den højeste Luksus, liden kendte. I Pavernes og de gejstlige og verdslige Stormænds Tjeneste var det, at Roms Befolkning tjente sit Brød, som Bygningshaand- værkere ved de talløse Kirker, der rejste sig, som Kunst- haandværkere ved Kirkernes og Paladsernes Udsmyk- ning, som Lakajer og Kokke. Medens der i Milano og Florens og Venedig og rundtom i de andre nordita- lienske Byer levedes et stærkt Industri- og Handelsliv, som prægede sig dybt i Befolkningens Sind, og hvis Spor endnu kendes, saa var den romerske Befolkning uproduktiv i nationaløkonomisk Forstand, levede af den Tribut, som fremmede Lande blev tvunget til at yde, uden at give nye Værdier til Vederlag — uproduk- tiv paa samme Maade, som den havde været det i den fjerne Oldtid, da den romerske Borger kun fortærede det Rov, som den romerske Stat aftvang de underkuede Folkeslag. Det er denne Parasitisme, denne halvtredie-tusincl- aarige Snyltedyrstilværelse, som har faaet sit første Grundstød ved den Fabriksindustri, som netop ganske overvejende er udadvendt, tager Sigte paå Jordens Me- liorering og Landbrugets Modernisering og hele Pro- duktionslivets Revolutionering, og derfor en Industri, som med uimodstaaelig Magt tvinger sine Udovere ind i en stadig mere livlig Vekselvirkning med det hele økonomisk produktive Samfund.