Lærebog I Styrmandskunster 1
Eller Styrmandskunsten Practisk Og Theoretisk Forklaret, Tilligemed De Dertil Fornödne Tabeller

273 I dette Exempel er Höivande ved Middagstid, efter Middag, og nærligen A Time forskjellig fra den accurate Regning, hvis Höivande nærmest Middag ind- falder om F. M.; ligeledes ere begge Lavvande nærligen A Time forskjellige fra de forhen fundne. 294. I flere Navigationsboger findes anført en Tabel af de la Caille til Let- telse ved Beregningen af dette Problem; men Oplosningen herved er hverken lettere eller nöiagtigere, end den ovenfor angivne Maade, hvis Hjelpemiddel, Al- manakken, vil altid haves enten beregnet til Kjøbenhavns eller en anden Meridian. 295. Den her efterfølgende rue Maade anföres alene, fordi den giver nogen Oplysning om den borgerlige Tidsregning. Maanens synodiske Omlobstid eller et Maaneskin er: 29 Dage 12 T. 44' 3" 12 Maaneskin ere altsaa________________ 354 Dage BT. 48'36" et borgerligt Aar efter Middeltallet . . . 365 — 6T. Forskjellen 10 Dage 22 T. 11'24" Heraf sees, -at dersom det f. Ex. var Ny-Maane ved Aarets Begyndelse, ville der ved /Vårets Slutning være forlöbne 12 Maaneskin og omtrent 11 Dage, eller det vil da være omtrent 11 Dage siden det var sidst Ny-Maane, det er: Maanen vilde være omtrent 11 Dage gammel. To Aar efter at det var Ny-Maane ved Aarets Begyndelse, rnaae der altsaa være forlöbne 24 Maaneskin og omtrent 22 Dage, eller Maanen er da 22 Dage gammel ved Aarets Slutning o. s. fr. Denne Forskjel af omtrent 11 Dage kaldes Maanens aarlige Epact, eller hvad Epacten aarlig tiltager. 296. Fra de ældste Tider har man inddeelt Tiden i Aar, hvilke havde Hensyn paa Jordens Bevægelse om Solen; men da man ikke kjendte Længden af denne Omlöbstid nöiagtigen, bleve disse Aar af forskjellig Længde, hvoraf fulgte, at Aarstiderne: Foraar, Sommer, Efteraar, Vinter indtraf til for- skjellige Tider i de forskjellige Aar. For at rette denne Mangel i Tidsreg- ningen, befalede Julius Cæsar omtrent 40 Aar för Christi Fodsel, at de 3 paa hverandre folgende Aar skulde bestaae af 365 Dage, det fjerde af 366 Dage, (dette sidste kalde vi Skudaar, fordi der indskydes i dette een Dag) og at Tidsregningen saaledes skulde fortsættes. Grunden hertil var, at Observationer, anstillede paa den Tid, havde udbragt det Resultat, at Jorden fuldendte sit Om- lob om Solen i 3651 Dag, og at alteaa 4 Omlob vilde være liig med 1461 Dage eller liig med 3 zlar, hvert bestaaende af 365 Dage, og et Aar paa 366 Dage. Saaledes fremkom den julianske Tidsregning, eller, som den nu benævnes: gammel Stiil. Lærebog i Styrniandsknnsten. 1 D. 18