Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
92 Havets Dybder og Havbunden.
imellem. Der gives meget störe Ocean-Bækkener, hvis Bund ere
fuldkommen flade, og der gives andre, som kunne opvise bratte
Skraaninger; der gives undersøiske Bjærgstrøg, som der gives
undersøiske Dale og Udhulninger. Vi maa dog rigtignok tilføje, at
man i Havets Afgrunde ikke har gjenfundet vore bratte Alpetinder,
men at selv de stejleste Brinker røbe en vis, jævn Skraaning.
Den Nivellering af Havbunden mellem Irland og New-Foundland,
som gik forud for Lægningen af det første atlantiske Kabel, godt-
gjorde, at Oceanets Bund paa. en Strækning af mere end 350 Mil
er fuldkommen flad; de her for Haanden værende Ujævnheder ere
fuldkommen forsvindende, og navnlig gives sammesteds ingen bratte
Fald, men Sletten synes i saa høj en Grad vandret, at man, hvis
den var tør, her vilde kunne anlægge en Jærnbane med de mindst
mulige Vanskeligheder.
Denne Atlanterhavets undersøiske Slette begynder clog
ingenlunde lige ved den evropæiske Kyst, men først hinsides-det
bratte Fald vest for Irland, vi allerede oven for have berørt.
Dette Fald betegner den sande Grænse for vor Verdensdel mod
Oceanet, og det er ejendommeligt, at ingen anden Verdensdel har
et saa lidet dybt, undersøisk Forland som vor Verdensdel. Det
atlantiske Oceans midterste Del udviser en undersøisk Højslette,
som ligger mellem 6—12 000 Fod under Havfladen og paa en
mærkværdig Maacle gjentager- Oceanets almindelige /S-formige
Skikkelse; paa denne Højslette ligge de vulkanske Azorer, de
ligeledes vulkanske St. Paulsklipper og Øen Ascension, tilstrække-
lige Beviser ‘paa, at de undersøiske Ildmasser ikke lielt tilfældig
brøde frem over hins Ophøjning. Mod Nord ligge alle de britiske
Øer, Shetland iberegnet, paa en Banke, der ingensteds ligger
under 100 Favnes Dybde. Denne britiske Banke begrænses mod
Nordvest af Færø-Shetlandsrenden, som naar ca. 600 Favnes
Dybde; men derpaa følge Færøerne, som ved en bred undersøisk
Ryg paa 1500 Fods Dybde forbindes med Island, og fra den nord-
vestlige Del af denne store 0 fører atter en undersøisk Ryg med
Iføjst 1800 Fods Dybde over til Grønlands Østkyst. Det er saa-
ledes ikke usandsynligt, at der i en tidligere Periode af Jordens
Udviklingshistorie har existeret en Landforbindelse mellem Evropa
og Nordamerika; men vi maa clog ligefuldt ogsaä her fastholde,
hvad der ikke nok som kan fremhæves, at i det Hele og Store var