Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Havbundens Configuration. 91 Dybde i Atlanterhavet fandt „Cliallenger“ en Snes Mil nord for den danske 0 St. Thomas, hvor der blev maalt 22 575 Fod; de med Loddet nedfirede, i Jærnliylstre indesluttede Thermometre kunde ikke modstaa- Trykket af den paa dem hvilende Vand- søjle og bleve knuste. Det Tryk, som de øvre Vandlag udøve, be- løber sig allerede i x/2 Mils Dybde til 400 Atmosfærer, og dette er Hovedaarsagen, hvorfor det altid vil være en Umulighed at undersøge Oceanets Afgrunde med Dykkerklokken og Dykker- hjælmen. . Disse Dybets Regioner ere ingenlunde, som man tidligere har antaget, blottede for organisk Liv, men tvært imod rige-paa Organismer, hvis hele Bygning imidlertid paa den vidunderligste Maade er lempet efter Betingelserne for deres Opholdssted. Selv højere Havdyr synes lejlighedsvis uden Skade at kunne stige ned til vældige. Dybder; man beretter, at harpunerede Hvaler under- tiden med en saa rasende Fart skyde ned i Dybet, at de støde med Hovedet mod Havbunden og saaledes knuse deres Kjæveben. Om dette virkelig er begrundet, maa staa hen; men i hvert Fald beretter den altid saa nøjagtige Skor esby, at en harpuneret Hval engang med Linen rev en Baad ned i Dybet, og at Træ- værket under det mægtige Tryk blev saa stærkt gjennemtrængt af Vand, at. det sank som Bly og senere truede at trække Hvalen ned med sig, hvis døde Krop jo ellers svømmer om paa Overfladen. Med Hensyn- til Havbundens Configuration herskede tidligere den Anskuelse, at samme .havde sine Bjærge og Dale, sine stejle Kjæder og bratte Fald saa godt som Fastlandet; ligesom, der gives Bjergmasser paa Fastlandet, troede man ogsaa paa Bjærgkjæder, som skulde rejse sig fra Havets Bund. En Støtte for denne An- skuelse havde man i de enlige Smaaøer, som hæve sig over Ocea- nets Spejl; samme fremtræde i Virkeligheden som Ophøjninger. der rage op over Havfladen, og saafremt Havet pludselig forsvandt, vilde vi anse disse Øer for Bjærge. Efter at man imidlertid nøjere havde gjennemforsket Atlanterhavets Bund, erkjendte man, at samme ingenlunde kan fremvise hine talrige Uregelmæssigheder, som man tidligere troede for Haanden. Som Følge heraf gjorde nu den Mening sig gjældende, at Oceanernes Bund overhovedet var saa godt som flad, og at der her ingenlunde iorefandtes Uregel- mæssigheder, som vare analoge med Fastlandets Bjærgkjæder. Dog ogsaa denne Opfattelse er urigtig, og Sandlieden ligger midt