Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
94 Havets Dybder og Havbunden. ere Anskuelserne endnu meget stridige, men det synes dog ikke at være en Opløsning af Globigerinadyndet, men at have et uorganisk Udspring. De vulkanske Brudstykker, som pletvis dække det atlantiske Oceans Bund, skyldes sikkerlig undersøiske Eruptioner; kun den mindste Del kan hidrøre fra Fastlandet og være kommen ud i det aabne Havs tavse Dybder. Dette er allerede i og for sig indlysende, naar man betænker, at der paa Havbunden maa herske en Ro, der ikke det fjærneste kan lignes med Bevægelsen i Flodernes Leje. Hvad skulde vel have væltet disse Stenmasser Hundreder af Mil hen over Havbunden? En yderligere Grund til at benægte dette, ligger i den Kjendsgjerning, at Fastlandets Brudstykker stadig kun findes spredte i et smalt Bælte langs Kysterne. Blot den fine Slik og Dyndet, som en rum Tid bliver svævende i Vandet, føres langt ud paa Havet, hvor det meddeler Vandets øvre Lag hin karakteristiske Farve og lidt efter lidt, undertiden sikkert først efter meget lange Tider, synker til Bunds. Ogsaa Dana finder det utvivlsomt, at Brudstykkerne fra Kysterne aldrig foretage lange Rejser, men stadig af Bølgerne igjen slynges op paa Stranden. Vi kunne heraf slutte, at det Materiale, hvoraf Kontinenterne ere opbyggede, stedse vil for- blive, hvor det hører hjemme, at t. Ex. aldrig Arherikas Sten- masser have bidraget til at danne Evropas Jordbund eller om- vendt. Som en evig nevtral Magt skiller Oceanet de mægtige Fastlandsmasser fra hinanden, og hvad der undslipper disse, op- tager det i sig og giver det ikke mere fra sig. Findes saaledes imidlertid Stenbrokkerne overvejende spredte over Havbunden i et smalt Randbælte, som er mere eller mindre parallelt med Kysterne, stammer det dybe Havs Dynd muligvis nok fra Fastlandenes Indre. Smaadele, som nu til Dags hvile rolig Tusender af Fod dybt ude i Atlanterhavets Midte, kunne muligvis i fjærneste Tider have hvilet lige saa mange Tusender over Havfladen oppe paa Andes- bjærgenes Skraaninger; men de Lavabrokker, som nu til Dags hvile Side om Side med Dynclpartiklerne, have haft deres Op- rindelse ikke langt fra deres nuværende Hvilested. Med Hensyn til sine Dybdeforhold frembyder det store Ocean Forhold, som ere vidt forskjellige fra Atlanterhavets. Naar vi lægge en Storcirkel omkring Jorden i Retning fra Chiles Kyst hen imod de japanske Øer, vil denne Cirkel dele det store Verdenshav i tvende