Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Det store Oceans Bundforhold. 95 Halvdele, som danne en fuldstændig Modsætning til hinanden; den nordøstlige fremtræder som en meget øfattig Vandørk med stor Dybde, den sydvestlige er derimod ligesom oversaaet med Øer, og de fleste af dem hvile paa en fælles Sokkel, der ligger højst 6000' Fod under Vandspejlet og har et Flademaal sikkert paa mere end 200 000 M. Dette undersøiske Højland frembyder med sin sønder- revne og kløftede Overflade alle et kontinentalt Bjærglands Ejen- dommeligheder. Det nordatlantiske Oceans jævne, bølgeformige Over- flade, som man lidt vel hastig vilde betragte som en almindelig Type for Havbunden, mangler her fuldstændig; bratte Skrænter vexle meget mere med vidtstrakte, undersøiske Kjæder, hvis højeste Tinder kunne følges som Vulkankegler, der i langstrakte Buer hæve sig over Havfladen; Sandwichøerne ere saaledes ikkun de højeste Toppe i en uhyre Bjærgkjæde, som i Længde, ja maaske endog i Masse langt overgaar Himalajabjærgene, og hvis det store Oceans. Vande forsvandt, vilde hin Kjæde fremtræde i sin hele Storartethed, og dens Toppe vilde rage højere op over de omgivende Flader, end Himalajas Kæmper over Gangesflodens Lavslette. Den flade Hav- bund i den nordøstlige Halvdel af Oceanet er dækket med gulig- brunt Dynd; men fra Sandvichøerne og hen imod Japans Kyster findes paa Toppene af de undersøiske Bjærge og Bjærgrygge Koraller og Brudsstykker af Lava. Norden for denne Linje, parallelt med den japanske Kyst og Kurilerne, findes de største Dybder, man for Tiden kjender. Tilværelsen af disse, mere end en dansk Mil dybe Afgrunde er aldeles sikker; thi netop her gik Lodningen for sig med det allerheldigste Resultat; den Klaverstræng, roan benyttede om Bord paa „Tuscarora“, løb snorlige, lodret ud, og paa en Dybde af 27 125 Fod sporede man Berøringen med Bunden saa nøjagtig som i den mest grunde Havdel. Sandsynligvis er den angivne Dybde ingenlunde den største, men desto værre manglede man paa „Tus- carora“ Strænge nok til at fortsætte Forsøgene. Den vestlige Del af det store Ocean, mellem Avstralien og det kinesiske Hav, har afgjort Karakter af et undersøisk Bækken; undersøiske Rev danne her de adskillende Dæmninger, og paa den undersøiske Højslette findes store Fordybninger paa 12 000 Fod. Lignende Bækkener findes øst og nordøst for Avstralien. Det indiske Ocean er dybest i Hjørnet mellem Sumatra og Avstralien; syd for den 40° aftager Dybden betydelig, og navnlig