Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
95 Havets Dybder og Havbunden.
ligge de vulkanske Øer St. Paul og Ny-Amsterdam paa en under-
søisk Højslette. Afrikas undersøiske Kyststrækninger naa mod Øst
ud over Madagaskar, og her hæve sig Amiranterne, Seychellerne og
Mascarenerne. Langs den indiske Kyst ligge ligeledes Lakkadiverne
og Malediverne paa en undersøisk Ophøjning, der naar ud over
Æqvator. Af de nævnte Øer maa Madagaskar paa Grund af sin
Rigdom paa ejendommelige Dyre- og Planteformer næsten anses
som en lille Verden for sig, hvorimod Ceylon paa Grund af sin
store Nærhed véd Indien ganske naturlig udviser en betydelig
Oerensstemmelse mecl denne Halvøs Plante- og Dyreliv. Det maa
imidlertid dog fremhæves, at Ceylon alt i en meget tidlig geologisk
Periode skiltes fra Indiens sydlige Del, Dekhan, og saaledes for-
klarer man uden vovelige Hypotheser, den Kjendsgjerning, at Øen
mangler mange Dyreformer, f. Ex. Tigerne, der findes paa Fast-
landet, og ogsaa med Hensyn til sin Plantevæxt hævder en vis
Selvstændighed. Adamsbroen, den Række af Sandbanker, som fører
over Palkstrædet til Dekhan, er saaledes et af Naturens Forsøg
paa at gjenoprette en ældgammel Sammenhæng. Naar man i øvrigt
til den seneste Tid har været meget tilbøjelig til at tro paa Exi-
stensen af et vidstrakt Fastland „Lemuria", som engang har bredt
sig over store Dele af det indiske Ocesn, og hvoraf de fleste nævnte
Øer skulle være Brudstykker, have vi allerede oven for, S. 58, paa
det Bestemteste udtalt os mod. denne dristige Hypothese, der nu
har gjort sin foreløbige Nytte, har lienledet den videnskabelige
Verdens Opmærksomhed paa visse paafaldende Kjendsgjerninger,
men hvis Unødvendiglied et nøjere Studium har godtgjort, og som
derfor nu har udspillet sin Rolle.
Om Dybdeforholdene i det sydlige Ishav vide vi for Tiden
kun meget lidet; dog synes de Lodskud, Sir James Ross tog i
Aarene 1840—43, ikke at tyde paa meget store Dybder. Nøjere
kjender man Forholdene i det nordlige Ishav. Vi have allerede
berørt, at et Bælte brede, undersøiske Banker strækker sig fra
Evropa over mod Grønland og saaledes adskiller Ishavet fra Atlanter-
havets Dybder; en lignende naturlig Afgrænsning findes ved Berings-
strædet, og saaledes faar det nordlige Ishav næsten Karakter af
et Indhav, hvis største Dybder mellem Grønland og Spitzbergen
næsten naa 15 000 Fod, medens den Del, som ligger mellem
Spitzbergen og Novaja Semlja, er temmelig grund.