Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Almindelige Resultater af Dybdelodningerne, 97
De Dybdelodninger, som nu saaledes foreligge, tillade os
allerede at drage vigtige Slutninger af en mere almen Betydning.
Dr. v. Bogusla w ski har kritisk prøvet det samlede Materiale og
er naaet til følgende Resultat: „Man antog tidligere, at de største
Havdybcler mest maatte ligge fjærnt fra Kysterne og midt ude i
Oceanerne; men dette er efter de nyere Lodninger ingenlunde Til-
fældet. Saaledes er t. Ex. i den nordlige Del af det store Ocean
de største Dybder loddede nær ved Æsiens Kyst, altsaa paa
Oceanets Vestside. Det atlantiske Hav viser ligeledes den mærke-
lige Kjéndsgjerning, at de største Dybder ligge i Nærheden af
Fastlandet og Øerne og ligeledes paa Oceanets Vestside. Kun i
den sydlige Del af det stille Hav ligge, saa vidt vort nuværende
Kjendskab til Havdybderne rækker, de dybeste Steder i sammes
Midte, og i det indiske Ocean ved sammes Østside, nær det
avstralske Fastland/4
„Ganske tæt ved Fastlandets og Øernes Kyster maa Hav-
bunden opfattes som en Fortsættelse af det tilstødende faste Land,
og Afstanden til Begyndelsen af det egentlige Havbækken er for-
skjellig — ved stejle Kyster kun meget ringe, ved flade Kyster
større. De flade Kyster strække sig i meget jævne Skraaninger
langt ud i Havet, og Havbunden sænker sig først efterhaånden
ned til Oceanets vidtstrakte Bækken. Fastlande og Øer, som ere
forbundne ved grunde Havdele og undersøiske Ophøjninger, hænge
sammen med hverandre, danne flere fælles Hævnings-Omraader —
Afstanden regnet fra Jordens Midtpunkt — og adskilles indbyrdes
ved de store Havbækkener, der i samme Forstand maa opfattes som
store Sænknings-Omraader.“
„Anderledes stiller Forholdet sig med de stejle Kyster, der
falde mer eller mindre brat ned mod Havet, og hvor man derfor
alt paa ringe Afstande finder betydelige Havdybder, som høre til
de egentlige Oceanbækkener.“
Man finder oftere i geografiske Værker saakaldte Tværsnit
over hele Have, ved hvilke Tegninger Dybderne under Vandspejlet
og Højderne over samme anskueliggjøres ved en krum Linje.
Omstaaende Figur (Fig. 34) giver et saaclant Tværsnit gjennem
det atlantiske Ocean fra Tampico ved det mejicanske Hav til
Senegambiens Kyst. Intet er mere vildledende end et sligt Tvær-
snit, thi de Takker og Spidser, som her skulle fremstille Øerne,
Klein. ' 7