Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Almindelige Resultater af Dybdelodningerne, 97 De Dybdelodninger, som nu saaledes foreligge, tillade os allerede at drage vigtige Slutninger af en mere almen Betydning. Dr. v. Bogusla w ski har kritisk prøvet det samlede Materiale og er naaet til følgende Resultat: „Man antog tidligere, at de største Havdybcler mest maatte ligge fjærnt fra Kysterne og midt ude i Oceanerne; men dette er efter de nyere Lodninger ingenlunde Til- fældet. Saaledes er t. Ex. i den nordlige Del af det store Ocean de største Dybder loddede nær ved Æsiens Kyst, altsaa paa Oceanets Vestside. Det atlantiske Hav viser ligeledes den mærke- lige Kjéndsgjerning, at de største Dybder ligge i Nærheden af Fastlandet og Øerne og ligeledes paa Oceanets Vestside. Kun i den sydlige Del af det stille Hav ligge, saa vidt vort nuværende Kjendskab til Havdybderne rækker, de dybeste Steder i sammes Midte, og i det indiske Ocean ved sammes Østside, nær det avstralske Fastland/4 „Ganske tæt ved Fastlandets og Øernes Kyster maa Hav- bunden opfattes som en Fortsættelse af det tilstødende faste Land, og Afstanden til Begyndelsen af det egentlige Havbækken er for- skjellig — ved stejle Kyster kun meget ringe, ved flade Kyster større. De flade Kyster strække sig i meget jævne Skraaninger langt ud i Havet, og Havbunden sænker sig først efterhaånden ned til Oceanets vidtstrakte Bækken. Fastlande og Øer, som ere forbundne ved grunde Havdele og undersøiske Ophøjninger, hænge sammen med hverandre, danne flere fælles Hævnings-Omraader — Afstanden regnet fra Jordens Midtpunkt — og adskilles indbyrdes ved de store Havbækkener, der i samme Forstand maa opfattes som store Sænknings-Omraader.“ „Anderledes stiller Forholdet sig med de stejle Kyster, der falde mer eller mindre brat ned mod Havet, og hvor man derfor alt paa ringe Afstande finder betydelige Havdybder, som høre til de egentlige Oceanbækkener.“ Man finder oftere i geografiske Værker saakaldte Tværsnit over hele Have, ved hvilke Tegninger Dybderne under Vandspejlet og Højderne over samme anskueliggjøres ved en krum Linje. Omstaaende Figur (Fig. 34) giver et saaclant Tværsnit gjennem det atlantiske Ocean fra Tampico ved det mejicanske Hav til Senegambiens Kyst. Intet er mere vildledende end et sligt Tvær- snit, thi de Takker og Spidser, som her skulle fremstille Øerne, Klein. ' 7