Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

242 Kilderne. Det lader sig nu til Dags ikke bestride, at der gaves en Periode i Fortiden, hvor Ørkenen Sahara i det Mindste i enkelte, relativt mindre Dele var dækket af Hav. Vi skulle senere ligeledes paavise, at denne Ørken er bleven mere og mere øde i Tidernes Løb, idet en Ørkendannelse, naar den engang er indledet, ikke mere kan staa stille. Hvor langt nu denne øde Tilstand end er fremskreden, og hvor meget Saharas Vandmasser end maa være aftagne mod For- tidens, er denne Vandrigdom dog den Dag i Dag endnu ingen- lunde helt udtørret; endnu sprede Himlens Skyer fra Tid til anden deres Fugtighed over den overvejende Del af Ørkenen, og Kilde- vandet, som oplivende sprudler frem fra Oasernes Jordbund, stammer kun fra Nedbøren. Det er mærkværdigt, at man lige til Nutiden ikke har indset denne Sandhed, men har villet opstille fuldstændig uholdbare Hypotheser, som til Dels stred mod alle hydrostatiske Love, for at forklare en Kjendsgjerning, der ingen- lunde mangler noget Tilsvarende. Rigtignok varede det længe, før man indsaa, at Vandmasserne i vore Kilder og Floder kun skyldte Regnmængden paa disses eget Omraade deres Tilværelse; men efter at denne Opfattelse nu engang var slaaet fast, burde man dog visselig uden Betænkeligheder have anvendt den ugsaa paa Ørkenkilderne, og man vilde sikkert ogsaa have gjort det, naar ikke den urigtige Forestilling om Ørkenens fuldstændige Regnløshed havde sat sig fast i Videnskabsmændenes Hoveder som en Tros- sætning. Intet er imidlertid mere urigtigt end denne Antagelse, og den kan nu til Dags gjendrives omtrent for hver Del af den nord- afrikanske Ørken. Det ørkenagtige Strøg mellem det røde Hav og Nilen er aldeles ikke regnfattigt. Den uhyre, naturlige Cisterne ved Myata i Mellem- ægypten beholder sit Vandforraad selv i den mest tørre Tid, og kun sjælden skyde Regnskyllene saa længe ud, at denne Natur- Cisterne bliver tør. I Vintermaanederne styrte undertiden uhyre Vandmasser ned, og de brede Vadier fremtræde som rivende Flod- senge, hvis Vande rigtignok forsvinde lige saa rask, som de komme*). Paa sin Rejse gjennem Ørkenen, fra Berber til Sauakin (den *) Vadi (Uady paa Arabisk) betyder en Flod, men ogsaa Flodsengen, der fyldes ved et Regnskyl eller i Regntiden strømmer over af Vildbækkene.