Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Regnfald i Sahara. 243 nubiske Ørk) blev Baron Heuglin den 7de September 1864 over- falden af et Uvejr, der ledsagedes af en Regn, som „i iaa Timer forvandlede Lejrpladsen til en Sø, der vedligeholdtes af en rivende Vildstrøm fra Syd og Øst. Før Elementernes Rasen havde lagt sig, var det blevet Nat“. I Bjærglandet mellem Berber og Sauakin begynder Regntiden, saa snart den er ophørt i det øvre Nilland, og den varer ved til Oktober, hvorpaa Regnen ved Kysten tager sin Begyndelse. Vende vi os nu til Egnene vest for Nilen, finde vi selv den frygtelige libyske Ørken ingenlunde ganske regnløs. Medlemmerne af Rohlfs’s Expedi- tion bleve ikke lidet overraskede, da de ved Begyndelsen af Februar " i dette øde Sandhav bleve overfaldne af en Regn, som næsten uaf- brudt holdt ved i hele 48 Timer. Denne Regn blev ogsaa bemærket i Oaserne Farafrah, Chargeh (store Oase) og Dachel, men ikke i Sivah, Beharieh (lille Oase) og Nildalen, og den leverede en Regn- mængde paa omtrent 2/3 dansk Tomme (16 Millimetres). Ascherson bemærker, „at dette Regnvejr, som dog vistnok kun gjentager sig med et Par Aars Mellemrum i saaclan Overflod, ikke gjorde noget synderligt Indtryk paa Dachels Beboere". Enhver, der véd, hvilket mægtigt Indtryk hvert Regnfald i tørre Egne gjør paa Beboerne, vil strax i Dachelboernes Lige- gyldighed finde et sikkert Bevis paa, at Regnskyl hos dem ingen- lunde ere saa sjældne, som man tror. Professor Jordan, der fulgte den samme Expedition som Geodæt, beretter i øvrigt om tvende mindre Regnfald: Den 25de Februar (1874), efter Ud- marchen fra Sivah, regnede det svagt flere Timer i Træk (omtrent 1 Linje Regn), og den 4de Marts, da man drog gjennem Balir- bela-ma*), blev Sserirjordbunden gjennemtrængt af Regn til en Dybde af mellem 2—4 Linjer. Nogle Dage iagttog man ogsaa Dug. Cailliaud beretter om en svag Regn, der faldt i Sivah Vinteren 1819—20, og ligesaa senere lien nogle Dagmarcher øster paa. Hvad dernæst Fessan angaar, fortæller Rohlfs derom saaledes. „Skjønt samme ikke ligger inden for det tropiske Regnbælte, *) Bahr-bela-ma, „det vandløse Hav“, er Navnet paa en vand- og planteløs Sandstrækning i den libyske Ørken. Sserir kaldes de lavere Strækninger, söm kun hæve sig 50 Fod over Oaserne og ere dækkede med groft Grus eller smaa, glatte og rundt slebne Stene. 16*