Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Saharas Kilder. 245 I Oasen Kauar iagttog Rohlfs i April 1866 ingen Nedbør, men i Maj til forskjellige Tider Torden og Regn, i Juni en enkelt Dag Torden og Regn, saa vel som tre Gange Torden uden Regn. „De M ellem temperatur er for Maj og Juni, som Rohlfs oplevede i Schimmedru, ere de højeste hidtil bekjendte; men begge disse Maaneder ere ogsaa de hedeste for dette Sted. Juni Maaneds relative Fugtighed var gjennemsnitlig 28,5 %• I April, hvoi Solen endnu stod syd for Zenith, vare Nordenvindene overvejende, med Solens Kulmination i Zenith. indtraadte Sydvinde, men Vindstillet havde Overvægten. I Juni, medens Solen stod paa den nordlige Himmel, vare Øst og Sydøst o vervej ende Efter v. Beurmaims Erfaringer hersker i disse Egne fra Juni til Avgust Syd- og Sydøst, som bringe Regn og stadig ledsages af en skyfuld Himmel. Mellem Kauar og Tsadsø fandt Rohlfs mod Slutningen af Juni, at Regnen og Regnskyerne stadig kom op fra Sydøst, og den 5te Juli 1866 blev samme Rejsende og hans Følge syd for Agadem reddede fra at vansmægte ved et heftigt Tordenvejr, som med tykke, sorte Skyer kom op fra Sydøst. Paa Vejen gjennem Ørkenen fra Tsadsø til Bilma saae Baith Jorden fugtig efter et Regnskyl, som var faldet Dagen forud, „hvad der igjen er et stærkt Bevis for Urigtigheden af den tidligere nærede Anskuelse, at dette hele Ørkenstrøg aldrig vandes af Regnen“. . ' Om Regnforholdene i den vestlige Del af Sahara ere vi min die nøje underrettede, dog vide vi gjennem Rohlfs, at syd for Atlas strækker Regnfaldet sig i Januar og den første Halvdel af Tebiuar ind i Landet til 10° øst f. Ferro, og i en skraa Linje, parallelt med Atlas, lige til Figgig-Oaserne. I Oasen Tuat og de nær- liggende Egne mangler det ingenlunde paa Regn, men de der- værende Floder faa deres Tilløb fra det franske Tell (de fiugtbaie Skraaninger fra Atlasbjærgene). „Om bemeldte Floder end ikke i direkte Løb naa ned til Tuat“, bemærker Rohlfs, „maa vi dog antage, at de fortsætte deres Løb under Sandklitterne lige til Tuat, hvor de komme saa nær op til Overfladen, at Beboerne kunne faa Vandet op gjennem deres Brønde og saaledes anvende det til Dyrkning. For denne Anskuelse taler i særlig Grad, at alle Brøndene ligge i Retning mod Vadi Ssaura, altsaa fra IS ordøst til Sydvest, dernæst, at de efter en stærk Regn i Tell ligeledes svulme