Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
308 Underjordiske Vandløb. Huler. et underjordisk Løb paa hele fire danske Mil, strømmer gjennem denne Hule. Amerikas berømteste Hule er Mamuthhulen, hvis uhyre Udstrækning ligefrem vækker vor Forbavselse. Mamuthhulen, som ligger i den sydlige Del af Staten Kentucky, overtræffer i Størrelse langt alle evropæiske Huler, ja mange af dens Sidegange overgaa de fleste andre Huler. Den Dag i Dag kjender man endnu ikke denne Kæmpehules hele Udstræk- ning, og skjønt mange Sideforgreninger endnu aldrig ere betraadte af nogen Menneskefod, anslaar man dog Længden af de hidtil undersøgte Dele, Sidegangene indbefattede, til over 30 danske Mil. Navnet „Mamuthhulen“ har mere end én Gang givet Anledning til den Antagelse, at Hulen skulde være opkaldt efter talrige Knokkelsamlinger af hint Forverdenens Dyr; men Navnet skriver sig vistnok fra en kæmpemæssig Klippeblok, som ligger i Nær- heden af Indgangen og har nogen Lighed med Mamuthdyrets Krop. Selv længe efter . Statens Kolonisation var Hulen ikke kjendt af Evropæerne; den opdagedes først 1809 af en Jæger, der for- fulgte en Bjørn, som søgte sin Tilflugt her; men man gjorde ikke stort Væsen af den hele Sag. I Aarene 1812—14 vare talrige Negere sysselsatte i Hulen med at indvinde Salpeter; men da Krigen med England var endt, var den Forretning ikke mere indbringende, og Hulen gik mere og mere i Forglemmelse. Alt som Kentuckys Opdyrkning imidlertid voxede, maatte ogsaa Antallet paa de til- fældige Besøgere stige, .men de Fleste trængte kun et Stykke frem og forlode igjen Hulen uden at have nogen Anelse om de under- jordiske Rums virkelige Udstrækning. Da hændtes det imidlertid, at en Besøgende, der vovede sig videre frem end. de øvrige, ikke kom tilbage, man maatte antage, at han havde forvildet sig i det labyrintiske Indre, og foranstaltede hele Expeditioner for at opdage ham, hvad da ogsaa lykkedes efter næsten tvende Dages Forløb. Først saaledes kom man til Kjendskab om de vidunderlige, snart ophøjede, snart gyselige Skuespil, der frembyde sig for Besøgerens Øje i denne umaadelige Hules Indre*). *) Jfr. V. C. S. Topsøe: Fra Amerika, p. 264—84. Citaterne ere tagne fra denne fortrinlige Rejsebeskrivelse.