Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
308 Underjordiske Vandløb. Huler.
et underjordisk Løb paa hele fire danske Mil, strømmer gjennem
denne Hule. Amerikas berømteste Hule er Mamuthhulen, hvis
uhyre Udstrækning ligefrem vækker vor Forbavselse.
Mamuthhulen, som ligger i den sydlige Del af Staten
Kentucky, overtræffer i Størrelse langt alle evropæiske Huler, ja
mange af dens Sidegange overgaa de fleste andre Huler. Den Dag
i Dag kjender man endnu ikke denne Kæmpehules hele Udstræk-
ning, og skjønt mange Sideforgreninger endnu aldrig ere betraadte
af nogen Menneskefod, anslaar man dog Længden af de hidtil
undersøgte Dele, Sidegangene indbefattede, til over 30 danske Mil.
Navnet „Mamuthhulen“ har mere end én Gang givet Anledning
til den Antagelse, at Hulen skulde være opkaldt efter talrige
Knokkelsamlinger af hint Forverdenens Dyr; men Navnet skriver
sig vistnok fra en kæmpemæssig Klippeblok, som ligger i Nær-
heden af Indgangen og har nogen Lighed med Mamuthdyrets Krop.
Selv længe efter . Statens Kolonisation var Hulen ikke kjendt
af Evropæerne; den opdagedes først 1809 af en Jæger, der for-
fulgte en Bjørn, som søgte sin Tilflugt her; men man gjorde ikke
stort Væsen af den hele Sag. I Aarene 1812—14 vare talrige
Negere sysselsatte i Hulen med at indvinde Salpeter; men da Krigen
med England var endt, var den Forretning ikke mere indbringende,
og Hulen gik mere og mere i Forglemmelse. Alt som Kentuckys
Opdyrkning imidlertid voxede, maatte ogsaa Antallet paa de til-
fældige Besøgere stige, .men de Fleste trængte kun et Stykke frem
og forlode igjen Hulen uden at have nogen Anelse om de under-
jordiske Rums virkelige Udstrækning. Da hændtes det imidlertid,
at en Besøgende, der vovede sig videre frem end. de øvrige, ikke
kom tilbage, man maatte antage, at han havde forvildet sig i det
labyrintiske Indre, og foranstaltede hele Expeditioner for at opdage
ham, hvad da ogsaa lykkedes efter næsten tvende Dages Forløb.
Først saaledes kom man til Kjendskab om de vidunderlige, snart
ophøjede, snart gyselige Skuespil, der frembyde sig for Besøgerens
Øje i denne umaadelige Hules Indre*).
*) Jfr. V. C. S. Topsøe: Fra Amerika, p. 264—84. Citaterne ere tagne fra
denne fortrinlige Rejsebeskrivelse.