Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Floderne. 317 forud for Nutiden, at England i den mellemliggende Periode skiltes fra Fastlandet, at Vinterens Strænghed mildnedes ganske over- ordentlig, og at Mennesket fra at være en med Pil og Bue væbnet Vild, der klædte sig i Huder for at skytte sig mod Kulden og stredes med Fortidens Kæmpedyr om sin. Existens, arbejdede sig op til sit nuværende høje Kulturtrin. 9. Floderne. Det rindende Vand, der tager sin Begyndelse som en Kilde og først som en Bæk, derpaa som en Aa og sluttelig som en Flod bugter sig gjennem Fastlandet, har til alle Tider været den Vej, ad hvilken Landenes Indre blev tilgængeligt. Den Dag i Dag som for Aartusender tilbage frembyde Floderne de Veje, der først fængsle Opmærksomheden hos de Rejsende, som berede sig til at drage frem, i ukjendte Egne. Og hvor disse Veje engang findes, forekomme de os uforgængelige, de trodse Tiderne .og overleve Nationerne. Uden Rist og Ro risler Bækken afsted, uafbrudt haster Floden frem mod Havet; men Aartusender have ikke udtømt den Kilde, hvor Vandet har sit Udspring, Tiden har ikke udtørret den Sølvtraad, som kommer ned fra Klippen. De mægtige Floder, hvortil Menneskets ældste Erindringer knytte sig, ere endnu for Haanden; Evphrat og Tigris haste endnu som for Aartusender til- bage frem til den persiske Bugt, og Nilen fører uforanderlig sine dyndede Vande ud i Middelhavet, lige saa vel som den lille Kilde Kastale endnu udspringer ved Foden af Parnasset. Saaledes rage Uoderne langt ud over Menneskeslægtens historiske Tid og ind i vor Klodes Fortid, og ved nogle Floder kunne vi med stor Sand- synlighed antage, at de have været til allerede i en uhyre Række af Aartusender. Ikke desto mindre skrive vore nuværende Strømme sig først fra de yngste Tider af Jordens Udviklingshistorie; de høre til vor Planets yngste Dannelser og ere til Dels kun sammen- skrumpede Levninger af tidligere, langt mægtigere Forgængere, om hvis uhyre Vandmasser vi tilnærmelsesvis kunne gjøre os et Begreb, naar vi træffe paa de Grusmasser, de have efterladt paa langt fra hinanden liggende Bjærgskrænter, højt oppe over det nuværende Flodspejl.