Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

328 Flodernes periodiske Stigning og Oversvømmelse. falde i Nilen eller Benue, men maatte staa i Sammenhæng med Kongefloden, og efter Stanleys store Rejse maa det anses for godt- gjort, at Lualab.a er Kongeflodens øvre Løb. I Oldtiden indtog Nilen den første Rang blandt de Floder, som saaledes periodisk stige og falde; dens regelmæssige Over- svømmelse var en Betingelse for Ægyptens Frugtbarhed, for- vandlede de støvfulde Egne først til en Ferskvandssø, dernæst til et Blomsterbed. Tolv Alens Vandstand var ikke tilstrækkelig, først af en 14 Alens Vandhøjde kunde man med Sikkerhed gjøre Regning paa en gunstig Høst, og med 16 Alen indtraadte Overflod. De Gamle anstrængte sig forgjæves for at udgrunde Gaaden ved Nilens Stigning, de kunde ikke naa længere end til Formodninger, og den Dag i Dag finder man i Kopternes Almanak Natten mellem den 16de og 17de Juni betegnet som „Draabens Nat", den Stund, da den vidunderlige Draabe falder fra Himlen og bringer Nilen til at svulme. Omtrent 14 Dage senere er Stigningen mærkelig over hele Landet, og Flommen naar sin største Højde mod Slutningen af September. Som Øer paa et uendeligt Hav rage nu Stæder og Landsbyer op midt i de gullige Bølger. For yderligere at drage Nytte af Oversvømmelsen er det dyrkelige Land ved Dæmninger inddelt i Bassiner, hvori man kan indlade Nilvandet. I Begyndelsen af September gjermemstikkes Dæmningerne, og i Slutningen af Oktober begynder Udsæden, medens Strømmens Vandrigdom fra nu af mindskes uafbrudt til næste Juni. Af Nilens tvende Hovedkilder kommer, som bekjendt, den vestlige eller hvide Nil fra to mægtige Søer, der ligge lige under Æqvator. Disse Søer ere de Bækkener, hvor alt det Regnvand opsamles, som i disse Egne falder næsten 10 Maaneder igjennem; disse Søer gjør det muligt, at Nilen til Trods for sit lange Løb gjennem brændende Ørkener dog kan udgyde i Middelhavet en Vandmængde, som er fire Gange større end Rhinen; men de betinge ikke Ægyptens Frugtbarhed. „Mellemafrikas Søbækkener“, siger Baker, „frembringe en Flod, der til alle Aarstider er vandrig nok til at bære Tabet ved Fordampningen og Nedsivningen; men hvis den hvide Nil ikke fik noget Tilløb, kunde Floden aldrig træde over sine Bredder, og da vilde Ægypten være berøvet sin aarlige Oversvømmelse, og Dyrkningen maatte indskrænke sig til Flodens nærmeste Omegn. Oversvømmelsen skyldes udelukkende